Næsten alt peger i retningen af Chris Froome. Det er svært at komme udenom. Ikke nok med at han er den bedste på en enkeltstartscykel sammenlignet med konkurrenterne, så har han også et forspring på henholdvis 23 og 29 sekunder til Romain Bardet og Rigoberto Uran.
Så er Tour de France allerede afgjort før dagens altafgørende enkeltstart i Marseille? Selvfølgelig ikke. Det kræver ikke mere end et lille kig i den store tykke historiebog for at finde frem til, at der før er sket store ting i den sidste kamp mod uret.
Historiebogen er præget af mange dopingsyndere blandt de her intense opgør på enkeltstartscyklen, men vi har fundet de mest spændende frem til jer.
2011 i Grenoble – Schleck og Schleck mod Evans
Den seneste gyserafgørelse på den afsluttende enkeltstart skete for seks år siden. Andy Schleck var i den gule trøje, storebror var på andenpladsen, mens australske Cadel Evans lurede på tredjepladsen kun 57 sekunder efter podiets øverste trin.
Det duftede af masser af spænding, men allerede halvvejs på ruten var det skudt ned. Evans var nemlig suveræn. Presset af nerver og sit manglende niveau på en enkeltstartscykel underpræsterede Andy Schleck, der ikke bare tabte trøjen, men også havde halvandet minut op til Evans efter etapen.
2010 i Bordeaux til Pauillac – Schleck kom aldrig over kædetab
Det der med afsluttende enkeltstarter er bare ikke noget, som bringer Andy Schleck gode minder. Denne gang mistede han i det mindste ikke den gule trøje. Fordi han havde den slet ikke på enkeltstarten. Den sad nemlig på Alberto Contador.
Faktisk kørte Schleck en glimrende enkeltstart og tabte kun 31 sekunder til Contador. Og med sølle otte sekunder mellem de to inden etapen, betød det, at han tabte Touren med 39 sekunder. Det er netop de sekunder, som gør ondt for luxembourgeren. Det skyldes, at det netop var 39 sekunder, som Schleck tabte fem etaper forinden, da han tabte sin kæde midt i et angreb på Contador.
Schleck blev så tildelt den samlede Tour-sejr efterfølgende, da Contador blev fældet i den berømte bøf/doping-sag.
2007 i Cognac til Angouleme – Contadors første Tour-sejr kom i fare
I år er 10-året for en af de mere mærkværdige Tour de France-udgaver. Som mange måske kan huske var løbet domineret af Michael Rasmussen til og med 16. etape, hvor han blev revet ud af løbet iført den gule trøje på grund af problemer med sine where-abouts.
Det åbnede op for, at den dengang kun 24-årige Alberto Contador kunne vinde sin første Tour-titel. Han havde et forspring på knap to minutter til Cadel Evans og små tre minutter til holdkammeraten Levi Leipheimer.
Men de to temporyttere ville det anderledes, at da Contador kørte ind på opløbsstrækningen var det for sit liv i gult. Spanieren kørte faktisk den 5. bedste tid på etapen, men alligevel var afstanden til Evans og Leipheimer afkortet til henholdsvis 23 og 31 sekunder.
2005 i Saint-Étienne – Rasmussens første Tour-mareridt
Hvis man spørger Michael Rasmussen, så har han to store mareridt fra Tour de France. Med 2007-episoden selvfølgelig værende det største, så var den afsluttende enkeltstart i 2005 også mindeværdig på den dårlige måde. Iført prikker skulle han ud og forsvare sin podieplads mod tempomaskinen Jan Ullrich.
Men allerede i første rundkørsel går det galt. Prikkerne ryger i jorden, og det var bare starten på en elendig dag. Danskeren løber ind i et par mekaniske problemer, inden han på en nedkørsel tager en tur på hovedet og et hop ud af podiet. Han sluttede løbet som nummer syv samlet.
2003 i Pornic til Nantes – Armstrongs eneste reelle usikkerhed
Ligesom meget andet i Tour-historien er denne episode selvfølgelig også overskygget af doping-indrømmelserne efterfølgende. Men 2003 var alligevel det eneste år i Armstrong-tiden, hvor der var spænding til det sidste om, hvorvidt han kunne presses.
Modstanderen var som altid Jan Ullrich, der på daværende tidspunkt virkede stærkere end nogensinde. Godt nok var over et minut mellem dem samlet, men tyskeren havde på enkeltstarten tidligere i løbet fuldstændig massakreret Armstrong og vundet over halvandet minut på ham.
Tyskeren lugtede blod, og hentede også på Armstrong i starten af enkeltstarten. Ullrich oversatsede dog og styrtede. Derfor var det som bekendt amerikaneren, som stod øverst på podiet i Paris.
1998 i Montceau-les-Mines til Le Creusot – Ullrich skulle sænke Piraten
Næsten seks minutter. Det var afstanden mellem Jan Ullrich og Marco Pantani inden den afgørende enkeltstart. Kunne det hentes? Muligheden var til stede. Tyskeren var et tempofænomen, mens den italienske bjergklatrer mildt sagt hadede tidskørsler.
Ullrich gjorde da også sin del af sagen. I en fantomtid vandt han etapen i meget sikker stil. Der var bare et enkelt problem – den gule trøje gav vinger. Pantani kørte sit livs enkeltstart og blev faktisk nummer tre på etapen. Han tabte kun 2.35 til Telekom-kaptajnen og vandt derfor Touren.
1989 i Versailles til Champs-Élysées – Et af Tourens største øjeblikke
Det bliver ikke meget større end dette. Sølle otte sekunder blev afgørende. Alt pegede i en retning af, at Laurent Fignon ville blive vinder af Tour de France for tredje og kunne blive hyldet på Champs-Élysées, hvor enkeltstarten meget atypisk blev kørt. Forspringet var 50 sekunder til amerikaneren Greg LeMond.
Men sådan skulle det ikke gå. LeMond tog fusen på Fignon ved at møde op på startrampen iført dengang nytænkende enkeltstartsudstyr med aerodynamisk hjelm, styr og hjul. Amerikaneren kom ind i bedste tid, og så var presset på franskmanden.
Men tiden løb fra Fignon. I mål var han sølle otte sekunder fra LeMond. Efterfølgende er der blevet undersøgelser omkring, hvorvidt Fignon faktisk kunne have vundet Touren, hvis han ikke havde haft sin hestehale.
1987 i Dijon – Det handler bare om at være snedig nok
Året 1987 indeholder faktisk en undervurderet afslutning på Touren. Irske Stephen Roche, der er far til Nicolas Roche og onkel til Daniel Martin, vidste godt han ikke kunne slå Pedro Delgado i bjergene. Derfor handlede om at tabe så lidt tid som muligt før den sidste enkeltstart i Dijon.
Før den var han sølle 21 sekunder efter Delgado, og derfor var det ikke uventet, at Roche efter enkeltstarten kunne lade sig hylde iført den gule trøje med 40 sekunder ned til Delgado på andenpladsen.
Det interessante er faktisk, at franske Jean-Francois Bernard, der vandt enkeltstarten meget suverænt havde vundet Touren samlet, hvis han ikke var punkteret og havde tabt fire minutter på 19. etape.
1968 i Melun til Paris – Hollænderen tog trøjen på sidstedagen
Laurent Fignon i 1989 er ikke den eneste, som har prøvet at tabe førertrøjen på en enkeltstart i Paris på sidstedagen. Tilbage i 1968 skrev hollandske Jan Janssen sig ind i Tour-historien med den første hollandske vinder af løbet nogensinde.
Det gjorde han med en fremragende enkeltstart, som han også vandt. Dermed tog han trøjen fra Herman van Springel, der ellers blev nummer to på etapen. Janssen vandt Touren med sølle 38 sekunder, der indtil 1989 var den mindste margin i historien.