VIDEO Fuglsang mejet ned af motorcykel

Jakob Fuglsang blev på dagens Tour-etape kørt ned af en motorcykel, men danskeren kæmpede sig flot tilbage.

Jakob Fuglsang røg i asfalten, da en motorcykel påkørte ham bagfra.

Det var masser af dramatik på dagens etape i Tour de France. Den 18. i årets løb gik over hele syv bjergtoppe, og derfor var Jakob Fuglsang på vagt.

Danskeren jagter point i konkurrencen om den prikkede bjergtrøje, og det lykkedes ham da også at komme med i dagens store udbrud.

Men da det spidsede til på dagens stigning uden for kategori, Col du Glandon, gik det galt for det danske bjerghåb.

Mistede vigtige point

En motorcykel forsøgte at overhale danskeren, men endte i stedet med at pløje ind i ham. Fuglsang strøg i asfalten, og pludselig lå han ikke længere til at komme først over bjerget og få de mange point.

Trods styrtet kom Jakob Fuglsang flot tilbage og krydsede Col du Glandon som nummer fire. Samlet på etapen blev han femmer.

Det var en fnysende Jakob Fuglsang, der efter etapen mødte pressen. Og motorcyklisten havde han ikke meget til overs for.

- Han skal være glad for, han ikke er i nærheden lige nu, lød det fra danskeren.

Du kan se tv-billeder fra uheldet øverst i artiklen.