Efter denne sæson skal den danske cykelrytter, Michael Valgren, på jagt efter et nyt hold, da Team Tinkoff lukker. En af cykelsportens helt store kæmper, Team Sky, står klar i kulissen til at gafle danskeren.
- Han er en god rytter, og vi er vilde med ham. Vi har holdt øje med ham i et stykke tid. Han er ung og udvikler sig godt, siger David Brailsford, der er teamchef på Team Sky.
Michael Valgren er selv ganske interesseret i det store britiske hold, da han er nysgerrig efter at lure hemmeligheden bag deres store succes. Han må gerne forhandle med andre hold, men dog ikke sige noget om sin fremtid før 1. august.
- Jeg vil sindssygt gerne prøve det, for jeg tror, de gør noget, der er rigtigt. De har jo fem-seks ryttere tilbage, når de andre hold kun har to. Så de må jo gøre noget, der virkelig virker. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad det er, siger Michael Valgren til DR.
- Jeg har snakket med dem, lad os sige det sådan. Men der er ikke noget på plads endnu, siger danskeren.
Team Sky har vundet Tour de France med Chris Froome øverst på podiet i Paris i både 2013 og 2015. Briten er igen i år i den gule førertrøje efter de første ni etaper.