Samtidig med at årets Tour de France lakker mod enden, bliver troen på dansk triumf større.
I dag tager rytterne hul på løbets fjerdesidste etape, der er den sidste, som for alvor går opad.
Derefter venter en flad etape fredag, 40 kilometers enkeltstart lørdag, inden søndagens champagnetur mod Champs-Élysées i Paris.
Derfor er det med al sandsynlighed kun på dagens bjergetape, at slovenske Tadej Pogacar kan drille Jonas Vingegaard.
For ifølge DR Sportens cykelekspert under Tour de France, Brian Nygaard, tyder intet på, at den 25-årige dansker skulle tabe sit mere end to minutters store forspring til Tadej Pogacar på lørdagens enkeltstart.
- Torsdag er sidste chance for Pogacar. Jeg kan slet ikke forestille mig, som styrkeforholdet er lige nu, at han overhovedet skulle tage noget nævneværdig tid på enkeltstarten, siger Brian Nygaard.
Derfor er det forventeligt, at sloveneren blæser til angreb i løbet af torsdagens godt 143 kilometer lange bjergetape.
- Pogacar har varslet, at han vil angribe alle de steder, han har mulighed for det. Men det handler for ham om at få isoleret Vingegaard, som han gjorde det på 17. etape, siger Brian Nygaard.
Det lykkedes dog ikke Pogacar at hente afgørende tid til klassementet. Fire sekunder blev det til, hvilket betyder, at regnskabet nu er 2 minutter og 18 sekunder i dansk favør.
- Sejren i dag gav os et boost frem mod etapen i morgen, sagde Tadej Pogacar efter onsdagens sejr og fortsatte:
- Jeg har brug for al den tid, jeg kan tage, og jeg ved, at det bliver svært, men vi giver ikke op. Vingegaard er rigtig godt kørende, men vi må se i morgen, hvor der er tre enorme stigninger. Jeg er optimistisk, og jeg tror på mine holdkammerater, lød det fra sloveneren.
Endnu en tvekamp i vente torsdag?
Som man så det på onsdagens etape, forventer Brian Nygaard, at løbets to bedste klatrere nok engang viser sig for stærke i forhold til resten af feltet, når etapen torsdag slutter på Hautacam. En stigning uden for kategori, der stiger 7,8 procent i gennemsnit over 13,6 kilometer.
- Medmindre der kommer et udbrud, bliver det igen de to, der skal kæmpe om etapesejren. De er i en liga for sig, siger Brian Nygaard.
DR Sportens cykelekspert kalder Hautacam "en af løbets sværeste opkørsler", og så skal man huske på, at den ligger efter et par hårde dage i Pyrenæerne.
Trods de mange varmegrader og et utal af højdemeter er danske Jonas Vingegaard ved godt mod.
- Jeg har det godt, og benene er stadig gode, så jeg er glad, sagde den danske Jumbo-Visma-kaptajn efter onsdagens etape.
En - set med danske briller - positiv melding, nu når Pogacar er tvunget til at angribe i dag.
Ifølge Brian Nygaard har Jonas Vingegaard forsvaret den gule førertrøje med bravur. Også på onsdagens afslutning, hvor han måtte undvære hjælperyttere.
- Vingegaard kører med en stor modenhed og overblik. Han sad alene til sidst, men han gik ikke i panik på noget tidspunkt. Han har en stor tiltro til egne evner, og han bærer førertrøjen meget værdigt, siger han.
En evne, der kan ende med at blive gul værd for Jonas Vingegaard.
- Det er vigtigt, når man er i en defensiv position, at man ikke går i panik. Det, han leverer, er meget imponerende både fysisk og mentalt, siger Brian Nygaard, der ikke forventer at se forsøg på yderligere cementering af førertrøjen fra danskeren.
- Det er Pogacar, der skal ud og tage tid. Ikke omvendt.
Følg sidste bjergetape af årets Tour fra klokken 15.00 i Touren på P4 eller i livebloggen på dr.dk. Etapen vises også på TV 2 og Eurosport 1.
