Én ulykke kommer sjældent alene, og for Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma blev søndagens 15. etape en venlig reminder om, at verdens største cykelløb, Tour de France, er langt, hårdt og fuld af bump på vejen.
Danskeren forsvarede godt nok sin gule førertrøje fra Rodez til Carcassonne og angriber derfor løbets sidste uge med sidespejle på cykelstyret, når mange, særligt slovenske Tadej Pogacar (UAE), sidder klar til at bide fra sig.
Etapen kostede dog danskeren en tur i asfalten, ligesom det hollandske storhold måtte strege to stærke hjælperyttere, Primoz Roglic og Steven Kruijswijk, fra holdlisten.
Vingegaards uheld skete med 58 kilometer til mål, men han har det - efter omstændighederne - godt, lyder det til TV2 Sport.
- Jeg er okay. Jeg har fået lidt hudafskrabninger på venstre side. Jeg så ikke helt præcist, hvad der skete, men Tiesj Benoot (holdkammerat hos Jumbo-Visma, red.) styrtede foran mig, og så kunne jeg ikke gøre noget og røg også ned, siger Jonas Vingegaard til TV2 Sport.
Efter sit uheld stod danskeren og baksede med cyklen, indtil holdet fik kastet en ny i hænderne på ham. Derefter begyndte jagten på feltet, hvor de 'fantastiske holdkammerater' hurtigt bragte Vingegaard tilbage og undgik et eventuelt tidstab.
Derfor fører Jonas Vingegaard fortsat Tour de France med 2 minutter og 22 sekunder ned til netop Pogacar på andenpladsen.
'Det er et stort tab'
Mens Vingegaard slap fra 15. etape med skindet på næsen, var det straks værre for to af danskerens holdkammerater hos Jumbo-Visma. Inden etapen måtte den stærke klatrer Primoz Roglic udgå og med 65 kilometer til målstregen styrtede hollænderen Steven Kruijswijk og blev kørt væk i en ambulance.
- Det er helt forfærdeligt. Alle har kunnet se, hvor stærk han (Kruijswijk, red.) har været i bjergene, så det er en rigtig vigtig hjælper, vi mister i dag, siger Jonas Vingegaard til TV2 Sport.
Mandag får Vingegaard og resten af feltet tid til at hvile de ømme stænger, og her har Jumbo-Visma nogle dybe sår, der skal slikkes efter en grufuld dag på de franske landeveje, siger Brian Nygaard, DR Sportens cykelekspert.
- Det er et stort tab (at miste to holdkammerater, red.). Især fordi Kruijswijk ikke fejlede noget eller var sat tilbage. Ud over at han er stærk, er han også meget erfaren og ved, hvad det handler om. Han bliver sværere at undvære end Roglic, efter min mening, for han var jo skadet, siger Brian Nygaard.
Efter mandagens hviledag kører feltet tirsdag 16. etape fra Carcassonne til Foix. Du kan følge etapen direkte her på dr.dk i Touren på P4. Etapen kan ses hos TV2 og Eurosport.
