Der var ikke megen slinger i valsen, da Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) trillede over målstregen på 19. etape af Tour de France og forsvarede sin gule førertrøje.
Faktisk kunne danskeren tilmed juble, fordi han forude kunne se sin holdkammerat, Christophe Laporte, spille sine kort til UG og lukrere på en utrolig rodet etapeafslutning.
Den bebudede massespurt gik nemlig fuldstændig i stå, og det udnyttede Laporte til at finde momentet og træde først over stregen i Cahors. Andenpladsen tog Jasper Philipsen (Alpecin) sig af, mens italieneren Alberto Dainese (DSM) blev nummer tre.
Laportes etapesejr er den første til en fransk rytter i årets udgave af verdens største cykelløb.
I klassementet er Jonas Vingegaard nu en dag tættere på den samlede sejr, da danskeren fortsat har sit store forspring til Tadej Pogacar (UAE) på mere end tre minutter.
I første omgang blev danskeren noteret for et tidstab på fem sekunder til sloveneren efter dagens etape. Pogacar kom i mål som nummer fem, mens Vingegaard blev nummer 13. Det tidstab er siden blevet annulleret, fremgår det officielle klassement på Tour de Frances hjemmeside.
Pogacar forsøgte med 34 kilometer tilbage med et angreb, men sloveneren blev kort efter opslugt af feltet.
Der resterer nu blot to etaper af året Tour de France. Lørdag skal rytterne ud på en 40,7 kilometer lang enkeltstart, inden der søndag venter den traditionelle paradekørsel til Paris.
Der var på forhånd ventet, at fredagens etape ville ende i en massespurt.
De største danske forventninger var til Mads Pedersen (Trek). Maveproblemer betød dog, at den tidligere verdensmester allerede før etapen afviste, at han ville være i stand til køre med om sejren.
Landsmanden Mikkel Honoré (Quick-Step) var måske tættest på. Honoré var særdeles angrebslysten på den første del af den flade etape, hvor han gik med i et udbrud, som han ihærdigt forsøgte at holde i live.
Sidst på etapen kom Fred Wright, Jasper Stuyven og Alexis Gougeard afsted, men kort før afslutningen blev trioen indhentet, og Laporte kunne sikre Jumbo-Visma holdets femte etapesejr i år.
