Udenlandsk cykelekspert: Vågn op, Danmark – I har fremtidens superstjerner

Der bliver talt om de danske kvinder i den internationale cykelverden, hvor de har vundet to store løb de sidste to uger.

Både Amalie Dideriksen og Cecilie Uttrup Ludwig tiltrækker sig en masse opmærksomhed med flotte resultater på den internationale scene. (Foto: © SCANPIX, (c) Scanpix)

Hvad er der med de danskere?

Internationale cykelentusiaster undrer sig. De danske kvinder på landevejen har været en dominerende faktor i starten af sæsonen specielt anført af verdensmesteren Amalie Dideriksen og Cecilie Uttrup Ludwig.

Alene inden for de seneste to uger har Amalie Dideriksen vundet WorldTour-løbet Ronde van Drenthe, mens Cecilie Uttrup Ludwig på imponerende vis vandt etapeløbet Setmana Ciclista Valenciana og blev nummer tre i WorldTour-løbet Trofeo Alfredo Binda.

Resultaterne imponerer den anerkendte cykelekspert Sarah Connolly, der driver cykelmediet prowomenscycling.com.

- Danskerne er bare fantastiske, siger hun.

- Året efter OL er altid interessant, fordi store navne trækker sig tilbage. Vi har et virkelig interessant cykelår med mange forskellige ryttere og hold, som vinder. Det hele er meget mere spredt, end det har været de seneste år, og en af de utrolige ting er altså Danmark, forklarer Sarah Connolly.

Sejren i Holland fjernede presset

Selvom ryttere som Marie Vilmann og Christina Siggaard også viser sig frem, er det de ovennævnte, som tiltrækker mest opmærksomhed.

Amalie Dideriksen vandt meget overraskende verdensmesterskabet sidste år, og man kunne frygte, at presset, der følger med ved at bære regnbuetrøjen, ville tynge hende, men så kom sejren i Ronde van Drenthe.

- Der er et kæmpe pres til at levere varen, når man har regnbuetrøjen på. Hendes sejr i Ronde van Drenthe gør derfor, at hun kan slappe mere af nu, og man føler næsten, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad hun kan nå, siger Sarah Connolly.

- Hun er så utrolig at se cykle, fordi det virker som om, at hun bare kører på ren glæde. Hun ved, hvor stærk hun er, og hun ved, at hun intet har at tabe. Hun nyder det bare, og jeg tror, at hun bliver en kæmpe superstjerne, forklarer hun.

https://twitter.com/AmalieDiderikse/status/843115952199950337

- Folk i Danmark burde skynde sig at lære alt at kende om Amalie, så de kan hoppe med på vognen, fordi hun er kun i begyndelsen af sin karriere, lyder det fra eksperten hos prowomenscycling.com

Hun har så meget mere

I weekenden mistede Amalie Dideriksen føringen i WorldTourens U23-konkurrence. Med danske briller var det dog ikke så slemt. Det var nemlig Cecilie Uttrup Ludwig, som erobrede den.

- Cecilie Uttrup Ludwig tog et skridt tilbage i 2015, hvor hun satsede på sin skole, men nu er hun for alvor tilbage, hvor hun kører på et af verdens bedste hold hos Cervelo-Bigla, og de har tydeligvis set på hende og vurderet, at de tror på, at hun kan hente resultater, siger Sarah Connolly.

- Jeg tror endnu ikke, at vi har set halvdelen af, hvad hun kan præstere. Hun er virkelig spændende, og det er specielt spændende at se på, hvor ung hun er, ligesom det er tilfældet med mange af de andre danskere, forklarer hun.

Generelt set skal de store nationer som Holland og England begynde at kigge sig over nakken, fordi de danske ryttere er formentlig fremtiden i cykelsporten.

- Lige nu ser det hele utrolig godt ud for Danmark, men jeg føler også, at det danske forbund er meget opsatte på udvikle flere unge ryttere, så OL i Tokyo 2020 kan blive spændende for danskerne, forklarer Sarah Connolly afslutningsvis.

De danske ryttere er i aktion allerede i weekenden, hvor der er syv på startlisten i det store Gent-Wevelgem. Det er Amalie Dideriksen (Boels-Dolmans), Julie Leth (Wiggle High5), Cecilie Uttrup Ludwig (Cervelo-Bigla), Trine Schmidt (Lotto Soudal Ladies), og de tre danskere på det danske hold Team Veloconcept Women Pernille Mathiesen, Camilla Møllebro og Christina Siggaard.