Bjarne Riis præsenterede i dag for den danske presse, hvilke fremtidsplaner han og pengemanden Lars Seier har for det cykelhold, som alle forventeligt havde regnet med skulle køre fra næste år. Noget de fleste nok ikke var beredte på, var nyheden om, at han ikke blot vil skabe et nyt cykelhold, men faktisk hele to – hvor det ene kommer til at være et kvindehold. Det skal dog ikke være et hvilket som helst cykelhold, fortæller Bjarne Riis, men verdens bedste.
- Først og fremmest synes jeg, det er fedt at kunne skabe noget i dansk cykelsport, og de her kvinder de trænger til lidt hjælp. Der er jo kæmpe potentiale i dansk kvindecykling, det så vi jo her for nylig med Amalie Didriksen, som vandt VM-guld. Så potentialet er der, fortæller Bjarne Riis.
- Det vil vi gerne være med til at bygge videre på og skabe de rammer for dem, som de fortjener. Og så også udvikle det og forhåbentlig også en dag få alle de kendte danske kvinderyttere ind på holdet og så være med til at skabe verdens bedste kvindehold.
350.000 ugentlige motionister
Ambitionerne er store, men spørger man Bjarne Riis er de ambitioner ikke bygget på luftkasteller. Sporten er nemlig i vækst, og når op imod 350.000 motionister om ugen trækker cykeltrøjer overhovedet, er der ikke nogen tvivl om, at det kommer til at være en god forretning.
- Man skal huske på, at der er om ugen op i mod 350.000 cykelmotionister, der trækker i cykeltøjet, og 20 procent af dem er kvinder. Vi skal have de 20 procent til at blive mange flere, og det kan de her piger være med til at hjælpe sker, siger Bjarne Riis.
- Jeg synes kvindecykling bliver mere og mere eksponeret, og det bliver større og større. Det ser vi rundt omkring. Ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Det giver rigtig meget mening for Lars Seier og jeg i vores Riis-Seier-projekt, at få kvindecykling med ind også.
Bjarne Riis forventer af hans nye projekt allerede i 2017 kommer til at gøre sig gældende på landevejene og så altså i fremtiden skal være verdens bedste kvindelige cykelhold.