18. etape i cykelløbet Vuelta a España endte torsdag med dansk triumf.
Magnus Cort Nielsen fra Orica-Bikeexchange-holdet var hurtigst i den afsluttende spurt efter 200,6 fortrinsvis flade kilometer fra Requena til Gandia.
Etapen bragte ingen forskydninger blandt de førende.
Colombianeren Nairo Quintana (Movistar) er fortsat 3 minutter og 37 sekunder foran nummer to, briten Chris Froome (Sky).
Fredag skal rytterne ud på en 37 kilometer lang enkeltstart i fladt terræn.
Her skal Chris Froome forsøge at indhente noget af det tabte terræn i forhold til Nairo Quintana.
Lørdag venter løbets sidste bjergetape, inden Vueltaen søndag slutter med en etape til Madrid.
/ritzau/