Danske Ida Mathilde er blandt de allerbedste på verdens vildeste 'legeplads'

I weekenden vandt Ida Mathilde Rubens Steensgaard tre VM-sølvmedaljer i OCR-løb.

(Foto: © Jack Goras, Jack Goras)

Hvis vi virkelig skærer OCR-løb ind til benet, skal deltagerne fra a til b hurtigst muligt på en rute, hvor arrangørerne har været så "venlige" at placere et hav af mere eller mindre umulige og mælkesyrefremkaldende forhindringer.

Kan du huske den legeplads, du kravlede rundt på som barn? Med gynger, tårn, rutschebane og klatreringe. OCR-løb svarer lidt til at gennemføre den på sværhedsgraden very hard.

Det kræver en næsten uforståelig fysisk alsidighed, og den har danske Ida Mathilde Rubens Steensgaard. I weekenden deltog hun ved OCR-verdensmesterskaberne i USA, hvilket resulterede i hele tre sølvmedaljer i et felt på over 130 deltagere.

- Det var helt fantastisk. Jeg er enormt glad og stolt. At vinde tre medaljer var over alt forventning, siger danskeren.

Herunder kan du se, da Ida Mathilde deltog ved VM i USA. Lige under videoen er der også mulighed for at blive klogere på, hvad OCR-løb er for en størrelse:

Danskeren løb sit første OCR-løb i 2014. Dengang var det mest for sjov, men i 2018 valgte hun at intensivere sit fokus og begyndte at betragte sig selv som en professionel atlet. Samme år kom hun på VM-podiet for første gang.

- Jeg tog røven på alle - også mig selv. Jeg fattede ikke rigtig, at det skete. Det gav blod på tanden. Jeg ville vise, at det ikke var en engangsforestilling, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard.

Sidste år sagde hun sit job op og på en normal uge tilbringer OCR-løberen mellem 25 og 30 timer i træningslokalet.

For Ida Mathilde Rubens Steensgaard er OCR mere end en løbetur med små og store bump på vejen.

- Det er udfordrende på så mange parametre og kræver en stor alsidighed. Du skal ikke kun kunne løbe, være stærk eller have kropskontrol. Det er nødvendigt at være en god atlet på mange punkter, siger hun.

- Der er også et legende aspekt. Det "ninja-tekniske" tager mig tilbage på legepladsen som barn, hvor man fik lov til at svinge sig rundt som Tarzan og have det sjovt. Det er vigtigt at kunne nyde det, når træningen er så hård.

Åh nej, hende igen

På verdensplan er OCR-løbenes popularitet støt stigende. Flere steder i miljøet tales der endda om, at det banker på til OL-programmet. Hvis ikke i Paris om tre år, så i Los Angeles i 2028.

- Jeg tror sagtens, at det kan lade sig gøre. OL er på udkig efter nyere og underholdende sportsgrene, og her har OCR et kæmpe potentiale, siger Ida Mathilde Rubens Steensgaard.

Især USA og Canada er magnet for de største konkurrencer og bedste atleter, og derfor må danskeren også rejse meget for at blive matchet med verdenseliten.

- Markedet og sporten er allerstørst derovre, særligt i USA, hvor man ser mange leve godt af det som professionelle. Vi har også et stærkt miljø her i Danmark, og det er uden tvivl derfor, at vi kan gøre os gældende ved et VM, siger den tredobbelte sølvmedaljevinder.

(Foto: © Jack Goras)

De største og mest kendte OCR-løb herhjemme arrangeres Nordic Race. Dem har Ida Mathilde Rubens Steensgaard vundet ni gange. I 2018, 2019 og i år har hun ryddet bordet i samtlige løb, hun har stillet til start i.

- Der er nok nogen, der er ved at være lidt trætte af det. De har endda fløjet svenskere ind for at prøve at irritere mig. Men det gik ikke, griner OCR-løberen.

- Det er sjovt, at man kan nå til det punkt, hvor folk synes, det er irriterende, at man altid vinder. Det tager jeg som en kæmpe kompliment.

Den danske trio, som i weekenden vandt VM-sølv i OCR-holdkonkurrencen. Leon Kofoed (tv.), Ida Mathilde Rubens Steensgaard (i midten) og Patrick Patrong (th.) (Foto: © Jack Goras, Jack Goras)