DIN SPORTSDAG Kalder I det et derby?

Sørg for at få provianteret i god tid. Du skal opholde dig i sofaen hele søndagen, som byder på det ene brag efter det andet.

Ebbe Sand blev i januar 2004 matchvinder for Schalke 04, da de besejrede Dortmund 1-0 i Bundesligaen. Kan Pierre-Emile Højbjerg gøre noget lignende søndag? (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Søndag er dagen, hvor Brøndby og FC København spiller derby nummer 74, når Superligaens førerhold kommer på besøg på Vestegnen. Rundt omkring i Europa er der dog lokalopgør, der er en tand vildere. Få et overblik her, hvor du også kan blive præsenteret for en håndboldlækkerbisken.

Revierderby: Dortmund – Schalke 04 15:30 Eurosport DK

80.000 tyske fodboldfans er på plads på Signal Iduna Park, når Dortmund og Schalke 04 spiller Revierderby nummer 146. Schalkes fans er svært utilfredse med, at de har fået stillet færre billetter end normalt til rådighed, hvorfor flere fangrupperinger har tænkt sig at boycutte kampen.

Så må man jo bakke op på anden vis, hvilket fansene gjorde ved Schalke-spillernes træning lørdag eftermiddag. Se herunder, hvordan man bager op til et derby.

Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg kan meget vel tænkes at få en rolle for gæsterne, der er nummer fem i Bundesligaen. Seks point efter rivalerne fra Dortmund, der på andenpladsen har otte point op til førerholdet Bayern München, der lørdag aften vandt 4-0 hjemme over VfB Stuttgart.

North London Derby: Arsenal - Tottenham 17:00 Viasat Sport2

Der bliver også smæk på i London, hvor Arsenal søndag eftermiddag hjemme tager imod Christian Eriksen og Tottenham. De to klubber spiller derby nummer 180. Gæsterne fra Tottenham skal vinde for at holde kontakt med lokalrivalerne, der er på en delt førsteplads med 25 point. Tottenham har på 6.-pladsen fem færre.

Herunder kan man komme i stemning med en flok Tottenham-fans, der i 2013 optog denne herlige video. De står der sikkert og synger endnu.

Champions League: FC Midtjylland Håndbold - HC Vardar PRO 17:00 DR1

Er du ikke den store fodboldfan, så er der god underholdning til dig på DR1, hvor FC Midtjyllands håndboldkvinder spiller Champions League mod makedonske HC Vardar PRO. Danskerne mødte også Vardar i 2013/2014-sæsonen, hvor FC Midtjylland Håndbold i IBF Arena vandt en spændende kamp foran 2000 tilskuere med nerverpirrende 25-24.

Se om de kan gentage den præstation fra klokken 17:00 på DR1.