Rusland er i en ny rapport fra World Anti-Doping Agency, WADA, blevet udpeget som en sportsnation, der systematisk, og med hjælp fra blandt andet landets efterretningstjeneste, doper landets atleter.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) overvejer lige nu, om Rusland skal udelukkes fra OL i Rio. I første omgang afventer IOC en afgørelse fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS) før man vil afgøre de russiske atleters OL-skæbne.

Mens man i dag slår hårdt ned på brugen af præstationsfremmende midler i sport, så forholdt det sig anderledes under den kolde krig, hvor der var et regulært doping-kapløb mellem russerne og amerikanerne.

Det forklarer professor og forskningsleder ved Center for Idræt, Aarhus Universitet og doping-ekspert, Verner Møller.

- Under den kolde krig udviklede man medicin, der kunne forbedre præstationen. Dengang var det ikke forbudt, det var bare måden, man demonstrerede sin overlegenhed på i halvtredserne i de sportsgrene, der krævede udholdenhed og styrke.

- Sport viser overlegenhed

I 1954 var den amerikanske læge John Bosley Ziegler i Wien med det amerikanske vægtløftningshold, hvor han fandt ud af, at de russiske atleter fik testosteron.

- De var meget hårde, og det havde en viriliserende karakter på atleterne, siger Verner Møller.

- Ziegler så, hvad det var, der gjorde de russiske vægtløftere så satans stærke. Derfor var han nødt til at udvikle noget, der ikke havde de samme effekter, men gjorde at amerikanerne kunne konkurrere på lige vilkår med de russiske, og sådan startede det.

John Bosley Ziegler udviklede herefter det anabole steriod Dianabol, og medicinen blev en stor del af datidens sportsverden, hvor sporten var et vigtigt politisk redskab.

- Sport er en måde, hvor man kan vise et systems overlegenhed på i forhold til andre systemer. Når vi ikke går direkte i krig og viser, hvem der er bedst på den front, kan man vise det på atletikbanen. Så bliver det åbenlyst for verdenssamfundet, hvilken nation og hvilket system, der er det bedste. Det var jo en slags reklame for henholdsvis kommunisme og kapitalisme.

- Man var i gang med, hvad man kan kalde et medicinsk rustningskapløb.

Døde atleter og diskvalificeringer

Efter dopingkapløbet udføres de første kontroller i forbindelse med OL i Mexico City i 1968. Herefter har flere atleter oplevet at miste deres medaljer på grund af doping. En af de mest kendte er Ben Johnson, der mistede sin olympiske guldmedalje, som han havde vundet i 100 meter løb ved OL i Seoul i 1988.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:578e06386187a51338c565b4

Inden kontrollerne blev indført, havde dopingen krævet flere ofre. Mange af dem inden for cykelsporten. Helt tilbage i 1896 døde cykelrytteren Arthur Linton under cykelløbet Bordeaux-Paris, formentlig på grund af en overdosis stryknin. I 1960 døde den danske cykelrytter Knud Enemark i forbindelse med OL i Rom, og der gik flere rygter om amfetaminmisbrug. I 1967 døde Tommy Simpson i Tour de France på Mt. Ventoux, formodentlig på grund af amfetamin.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:578e09d8a11f9f0fa0065c39

60 år senere er dopingen tilsyneladende stadig en stor del af den russiske sportsverden, der lige nu afventer konsekvenser af de seneste afsløringer. Ud over den OL-relaterede doping oplevede landet for få måneder siden en anden sag om doping, da tennisstjerne Maria Sharapova blev bandlyst i to år, da hun efter egen forklaring ikke vidste, at stoffet Meldonium var blevet sortlistet.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56dde6fba11f9f1a2c86096f

Det vides endnu ikke, hvad konsekvenserne bliver for russerne, efter de seneste afsløringer.

Dopingens udvikling

Allerede for 5000 år siden tog kinesiske idrætsudøvere bestemte ekstrakter for at forbedre præstationer, og i oldtidens Grækenland spise atleter svampe, som de mente ville gøre dem hurtigere.

Igennem de sidste 150 år har der på tværs af sportsgrenene været eksperimenteret heftigt med doping af atleter. Her er udvalgte nedslag.