VIDEO 13-årig guldvinder, lækre tricks og en bagvendt snescooter: Alt det bedste fra X Games' dag 2

Aspen dannede fredag aften og nat rammen om fem dramatiske X Games-konkurrencer.

Førstedagen var god. Men andendagen blev bare endnu bedre. Hele 5 guldmedaljer blev der uddelt ved fredagens konkurrencer, så her får i lige et overblik over, hvem der havde evner nok til at tage en af de eftertragtede, firkantede X Games-guldmedaljer i Aspen.

Kvindernes Snowboard SlopeStyle:

SlopeStyle-finalen dannede ramme om en gevaldig overraskelse. Spencer O'Brien tog nemlig sit første X Games-guld og henviste storfavoritten Jamie Anderson til andenpladsen.

Kvindernes Ski SlopeStyle

Hvis snowboardernes finale blev overraskende, så blev skiløbernes tilsvarende historisk. Bare 13-årige Kelly Sildaru blev nemlig den yngste vinder af vinterudgaven af X Games nogensinde med dette imponerende gennemløb.

Snowmobile Freestyle

De fleste af os ville nok have svært ved bare at køre på en snescooter, men Joe Parsons tog den et skridt videre fredag aften.

Han vendte sig nemlig rundt på sin snescooter og landede med ryggen til styret på den flere hundrede kg tunge scooter, mens han vinkede til publikum. Det gav ham selvfølgelig guldet i finalen.

Kvinder Ski Superpipe

Maddie Bowman tog sig af guldet, da de kvindelige skiløbere begav sig ned ad SuperPipen. Et imponerende gennemløb sikrede hende sit fjerde X Games-guld i træk.

Mændenes Snowboard Big Air

Aftenens helt store højdepunkt kom, da verdens bedste snowboardere dystede om at lave de allerfederste tricks på Big Air-hoppet. Canadiske Max Parrot tog sejren foran favoritten med Mark McMorris med det her fabelagtige hop.

Du kan se meget mere X Games på DR3 lørdag aften fra klokken 19.00.