Han gjorde det sidste år, og nu kan Yuki Kadono så for andet år i træk kalde sig Air+Style-vinder i LA.
Den 19-årige japaner grundlagde sejren i andet run af finalen, hvor han scorede hele 94 point. Yuki Kadonos vinderscore nåede samlet op på 187.33 point.
På andenpladsen kom amerikanske Kyle Mack, der undervejs i finalen imponerede DR3s værter. "Det har jeg aldrig set i en konkurrence før", udbrød Peter Falktoft.
Nordisk jubel
Der var også noget at glæde sig over i LA for vores broderland. Svenske Sven Thorgren sluttede nemlig på tredjepladsen, men endnu vigtigere blev han samlet vinder af Air+Style-touren, der udover LA også har været forbi Beijing i Kina og senest Innsbruck i Østrig.
Sven Thorgren bliver belønnet med en check på $50.000 for den samlede sejr i Air+Style.