Esport-heltene hjemme igen efter milliontriumf: Et sindssygt følelsesmareridt

Drengene fra Astralis landede her til morgen i Københavns Lufthavn efter triumf i USA.

I weekenden blev der skrevet dansk esporthistorie, da drengene fra Astralis måtte ud i en sand gyser, før polske Virtus Pro blev besejret, og danskerne kunne lade sig hylde som vindere af den store Counter Strike-turnering i Atlanta.

Førstepladsen var lig med en kæmpe milliongevinst, og her til morgen var der fans på plads i Københavns Lufthavn, da drengene landede igen på dansk jord.

Selve finalen var uhyre spændende, og danskerne var hele tiden et skridt efter de polske superklikkere, men takket være en stærk tyrkertro på egne evner, kæmpede Astralis sig tilbage og vandt ELeague Major-finalen i computerspillet Counter Strike: GO.

DR mødte holdet i lufthavnen, hvor en af spillerne Markus Kjærbye tog imod og forklarede, hvordan han oplevede den tætte afslutning i finalen.

- Det var et sindssygt følelsesmareridt, vi kom igennem. Man kan ikke kigge på pokalen og tænke på det. Det handler bare om at fokusere på det spil, som vi træner så mange timer hver dag. Når man pludselig har vundet, ved man ikke, hvordan man skal reagere, fordi man ikke har turde tænke på, hvordan det vil være, siger Kjærbye.

Se billederne fra lufthavnen i toppen af denne artikel.