32 år er ingen alder.
Sådan har den danske Counter-Strike-stjerne Finn 'karrigan' Andersen det efter weekendens sejr i Major-turneringen, der er spillets største og mest prestigefyldte.
Med sit hold FaZe Clan, der består af danskeren, en nordmand, en lette, en canadier og en ester, kunne han søndag løfte trofæet og en præmiecheck på 3,5 millioner kroner.
Holdet er det første internationale til at vinde en Major-turnering, men mere bemærkelsesværdigt er det, at danskeren er den ældste vinder nogensinde.
Der står 32 år i rødbedepasset.
- Jeg er helt klart én af de gråhårede spillere. For mig er det vigtigt, at jeg nu har sat to streger under, at man sagtens kan være med på toppen, selvom man er blevet ældre, siger Finn 'karrigan' Andersen.
Den danske holdkaptajn har sammen med Faze Clan vundet årets tre store turneringer, de ligger nummer ét på verdensranglisten, og 'karrigan' høster nu frugterne af mange år på toppen.
- Når man har snakket om min karriere, er det altid blevet påpeget, at jeg ikke har vundet en Major. Det har jeg nu, så nu må folk finde på, hvad de så skal skyde mod mig, siger Finn 'karrigan' Andersen.
Inden weekendens triumf var historiens ældste Major-vinder 29 år. Den har danskeren rykket betydeligt ved, og han ved udmærket, at en Counter-Strike-spiller som oftest nærmer sig pension, når der er mere end 30 lys i fødselsdagskagen.
Men det handler om motivation, glæde og niveau. Lige nu fortæller både weekendens triumf og 'karrigan' selv, at niveauet i hvert fald ikke fejler noget.
Fra kælder og cola til den største scene
Ved Majoren i belgiske Antwerp var den danske holdkaptajn den næstældste spiller i hele turneringen.
Derfor har han også været med på det meste af Counter-Strike-rejsen, hvor han i dag oplever en helt anden verden end for 10 år siden.
- Dengang troede folk ikke, at vi havde et socialt liv. Vi drak cola og spiste pizza i kælderen.
Derfor løj Finn 'karrigan' Andersen ofte for sine venner, hvis de spurgte, om han ville med ud i weekenden.
Han var syg, sagde han. I virkeligheden sad han til en stor Counter-Strike-turnering et sted i Europa.
Men når man har set udviklingen af verdens største e-sportsspil, har man erfaring, som man kan bruge på den store scene mange år efter.
- Jeg har mødt utroligt mange dygtige mennesker, som jeg har lært meget af. Unge, ældre, alt midt imellem. Efterhånden kommer der ikke situationer, som jeg ikke har prøvet før.
Til gengæld kan den danske stjerne ikke længere træne 13 timer i træk, som han kunne, da han var yngre. Og så er der lige det med prioriteter, som også fylder for en sportsstjerne, der har flere rejsedage end tid med sine nærmeste.
- Hvis man er 19 år gammel, kan alt andet end CounterStrike være lige meget, men med alderen begynder ting som familie også at betyde noget.
Kalder pensionen?
Det er svært at svare på, hvornår man er blevet for gammel til at være med i Counter-Strike-toppen, medgiver Finn ’karrigan’ Andersen.
For de yngste stjernespillere har spillet, siden de kunne sætte sig ved en computer, og det kommer unægtelig til at udfordret en gråhåret herre som den danske Major-vinder.
- På et tidspunkt kommer jeg til at føle, at jeg ikke længere kan være den bedste. Lige nu er jeg stadig enormt sulten. Men om jeg er det, når jeg bliver 35, 37 eller 40, tør jeg ikke sige.
Til gengæld ved han, at sulten stadig er der i næste uge, hvor turneringen IEM Dallas begynder i USA.
FaZe Clan forventer ikke at vinde turneringen, for foråret har været hårdt, og de har præsteret maksimalt over en lang periode. Den slags har sin ende, men det betyder ikke, at Finn ’karrigan’ Andersen og resten af holdet har toppet.
- I løbet af min karriere har mange folk sagt flere gange, at jeg toppede og var blevet for gammel, men jeg vil være alderspræsidenten. Hvis man kan vinde som 32-årig, kan man nok også som 34-årig.
