Han må ikke sætte sig bag rattet i en bil, Anders Vejrgang.
Fødselsattesten siger 16 år, så der er heller ikke noget med at gå på diskotek eller spille lotto.
Til gengæld skal Fifa-spilleren repræsentere Danmark ved VM i fodboldkonsolspillet, der begynder i København onsdag.
Han udgør sammen med Marcus ’Marcuzo’ Jørgensen og Fatih Üstün det danske landshold, der har store ambitioner for verdensmesterskabet.
Mens det unge fænomen først i år er blevet gammel nok til at spille med ved internationale turneringer, har ’Marcuzo’ og ’Üstün’ tidligere repræsenteret Danmark ved VM.
- De har rutinen. Jeg tænker, at jeg er udtaget på grund af mit talent, og så må vi håbe, at det er en god nok kombination til at vinde det hele, siger Anders Vejrgang.
Ved FIFAe Nations Cup, som VM for landshold officielt hedder, spiller nationerne to mod to. Det ændrer en del for spillerne, der normalt er i aktion mand mod mand.
Her er 16-årige Anders Vejrgang blandt verdens absolut bedste, og danskeren var med til at vinde den tyske eBundesliga med sin klub, RB Leipzig.
- Når man spiller selv, kan man presse meget bedre, og det er jeg god til. Min spillestil er ikke god til to mod to, så jeg skal ændre min spillestil en del, siger Anders Vejrgang.
Men måske er det slet ikke nødvendigt, vurderer Jacob Nørmark, der er ekspertkommentator og har fulgt det danske landshold under hele kvalifikationen frem mod sommerens VM.
Når man har verdens største stjerne, skal man udnytte det. Kun to af tre udtaget til landsholdet kan være i aktion samtidig.
- Anders Vejrgang kan spille alle facetter af spillet på et niveau, som næsten ingen andre i verden kan, siger Jacob Nørmark.
- På en eller anden måde skal medspillerne sørge for at spille ham god og sætte ham i positioner, hvor han kan overrumple modstanderne. Hvis det kan lykkes, er han så god, at Danmark kan gå hele vejen.
’Nærmest grotesk’
Ekspertkommentatoren så Vejrgangs vilde niveau under de sidste tre af fire kvalifikationsrunder frem mod VM. Ved den første var Anders Vejrgang endnu ikke fyldt 16, og derfor måtte han ikke være med i rødt og hvidt.
I juni var han også på pletten, da Danmark vandt de nordiske mesterskaber med en overbevisende sejr over Finland i finalen.
- Han driblede modstandere og scorede, som ingen andre kan gøre det. Det er selvfølgelig et spil om tilfældigheder, men han er så meget bedre end alle andre. Det er nærmest grotesk, siger ekspertkommentatoren.
Men frustrationerne har det med at løbe af med det unge stjerneskud, vurderer han.
Derfor bliver det vigtigt, at Anders Vejrgang hele tiden kan læne sig op ad en af de to mere rutinerede spillere, der har stået i alle tænkelige situationer før.
- De behøver ikke engang at sige noget. Det hjælper ham, bare at de er ved hans side, siger Jacob Nørmark.
Ved VM spår Jacob Nørmark, at Anders Vejrgang skal spille sammen med ’Marcuzo’.
Men der er mulighed for at sammensætte en ny duo inden hver kamp, og med 10 opgør i den indledende gruppe er der rig mulighed for at få prøvet alle konstellationer af.
Danmark er havnet i en svær VM-pulje, hvor fire ud af seks hold går videre. Derfor ved det danske Fifa-fænomen også, at intet er givet på forhånd.
- Hvis man ikke kan gå videre, har man ikke fortjent at vinde. Og hvis man ikke sætter et mål om at vinde, så ved jeg ikke, hvorfor vi overhovedet deltager, siger Anders Vejrgang.
Det danske Fifa-landshold spiller de første gruppekampe ved VM på hjemmebane onsdag formiddag.
