19-årige Mbappé stråler ved VM: Se andre unges historiske gennembrud

Hvis Kylian Mbappé fortsætter sit høje niveau, vil han skrive sig ind blandt de bedste unge spillere i historien.

(Foto: © SCANPIX, Scanpix)

Fodboldnørder har længe kendt franske Kylian Mbappé, men lørdag trådte han for alvor ind i verdensbefolkningens bevidsthed, da han med en enestående kamp og to scoringer sendte Argentina hjem fra VM.

Derfor bliver den kun 19-årige spiller også nævnt blandt slutrundens største oplevelser indtil videre.

Fredag aften gælder det så igen for Mbappé, og hvis han kan fortsætte i samme tempo, så vil han blive husket som en af slutrundens store stjerner trods sin unge alder.

Det er faktisk langt fra en normal ting at levere på et så højt niveau til VM i den alder, og kigger man i historiebøgerne, er det kun sket få gange før.

Vi har samlet nogle af de bedste præstationer ved VM-slutrunder i historien for spillere tæt på den kriminelle lavalder.

De unge stjerner

Pelé, Brasilien - 17 år ved VM 1958

Pelé er skoleeksemplet på en fodboldspiller, som slog igennem ved VM i en ung alder. Men pilen pegede faktisk ikke i den retning. En skade holdt den kun 17-årige brasilianer ude i de første par kampe, men så tog han ellers til.

Men et hattrick i semifinalen mod Frankrig og derefter to mål i 5-2-sejren over Sverige i finalen kronede Pelés indtog på verdensscenen.

Franz Beckenbauer, Tyskland – 20 år ved VM 1966

Tyskeren er en legende i VM-sammenhæng, og han stemplede allerede ind som en leder på midtbanen i 1966. Her scorede han blandt andet et fremragende mål på målmandslegende Lev Yashin i semifinalen mod Sovjetunionen.

I finalen blev det dog til et nederlag til værterne England. I 1970 vandt han en bronzemedalje med holdet, mens guldet blev sparket hjem fire år senere med Beckenbauer i kaptajnrollen.

Teofilo Cubillas, Peru – 21 år ved VM 1970

Der var tale om, at det her var den nye Pelé i sydamerikansk fodbold. Sådan blev det ikke helt, men Cubillas nåede at vise sig frem på den største scene. Ved sin første slutrunde scorede han i landets samtlige fire kampe, inden holdet var ude efter et kvartfinale-nederlag til Brasilien.

Klubmæssigt blev det aldrig så fantastisk, som forventet, men Cubillas leverede varen for Peru. Otte år senere scorede han atter fem mål ved VM.

Michael Owen, England – 18 år ved VM 1998

En vanvittig fart og sublime afslutningsevner gjorde, at den unge englænder var et stort samtaleemne ved VM i Frankrig i 1998. Han slog for alvor igennem i ottendedelsfinalen mod Argentina, hvor han både fremtvang et straffespark og scorede et fantastisk mål.

England endte dog med at tabe den kamp til Argentina. Fire år senere scorede Owen dog igen ved VM. Denne gang i ottendedelsfinalen mod Danmark, som englænderne vandt 3-0.

Ronaldo, Brasilien – 21 år ved VM 1998

Han var allerede verdenskendt og blev kåret til verdens bedste fodboldspiller i 1997. Turneringen satte dog en streg under, at her var manden, som man skulle holde øje med de næste mange år. Brasilianeren scorede fire mål og var evigt en trussel for modstanderne.

Alligevel husker flest slutrunden for en syg Ronaldo i finalen mod Frankrig. Her var han en skygge af sig selv, og derfor blev det også en fransk sejr på 3-0.

Iker Casillas, Spanien – 21 år ved VM 2002

Det var faktisk ikke planen, at Casillas skulle vogte spaniernes mål ved den slutrunde, men Santiago Cañizares blev skadet, og så var pladsen ledig. Det var for alvor Casillas’ skridt ind som en af verdens bedste målmænd, hvor han kom til at være de næste ti år.

Den unge spanier blev helten i ottendedelsfinalen mod Irland i straffesparkskonkurrencen, og selvom kvartfinalen blev tabt mod Sydkorea, så havde Casillas en af de bedste redninger ved hele slutrunden.

Landon Donovan, USA – 20 år ved VM 2002

Han er fodboldlegenden i USA med knap 160 landskampe. Det hele startede ved VM i 2002, hvor han flere gange fik scoret for et af de stærkere amerikanske landshold, der har været til en slutrunde.

Et af målene faldt i ottendedelsfinalen mod Mexico, hvor de sendte rivalerne ud. USA tabte dog efterfølgende i kvartfinalen mod Tyskland.

Thomas Müller, Tyskland – 20 år ved VM 2010

Det er svært at fatte, men Thomas Müller er faktisk i skrivende stund kun 28 år, og for otte år siden fløj han ind i verdenseliten ved VM i Sydafrika. Specielt i ottendedels- og kvartfinalen var han lynende skarp med tre mål i de to kampe.

Tyskland tabte dog semifinalen til de senere verdensmestre Spanien, inden Müller igen var på pletten, da tyskerne vandt bronzekampen over Uruguay.