Det skulle have været Brasiliens store genoprejsning efter 7-1-blamagen mod Tyskland i semifinalen ved VM for fire år siden – en slutrunde, der tilmed blev spillet hjemme i Brasilien. Men en gylden generation af belgiske spillere ville de anderledes.
Brasilien tabte fredag 2-1 til Belgien i en ualmindeligt underholdende kampe med et hav af chancer til begge mandskaber. Brasserne sad vel nok på kampen, men Belgien var dødbringende i kontrafasen og vekslede skarpheden til en semifinalebillet.
Dagen derpå fylder Brasiliens VM-exit forsiderne i det portugisisktalende land. Retorikken er dog mere moderat, end den var for fire år siden. Den store avis O Globo mener, at ’Belgien satte Brasilien skakmat’.
- Nederlaget var en smertefuld lektion: Ingen er uovervindelige, skriver O Globo og bemærker, at ’VM i Rusland er blevet til EM’.
Inden de to sidste kvartfinaler er der nemlig kun seks europæiske nationer tilbage i turneringen: Frankrig, Belgien, England, Sverige, Rusland og Kroatien.
- Hvor var I?, spørger avisen O Dia.
Måske lidt hårdt taget i betragtning af, at Brasilien havde 24 forsøg på mål mod Belgiens otte. Samtidig var brasilianerne mest i boldbesiddelse, havde otte hjørnespark og kom til hele 26 indlæg. Mange gange ville det være nok til en sejr, men:
- Vi faldt igen, skriver avisen Agora med henvisning til rædselskampen i 2014.
For nok havde Brasilien overtaget og skabte et hav af chancer, men Belgien huggede til på kontra med et slangebid, som var svært at modstå. Og dermed må Brasilien vente fire år, før man igen kan drømme om at vinde VM for sjette gang.
- Belgiens dødbringende kontraangreb satte en stopper for drømmen om den sjette, skriver Agora.
Brasilianerne kan dog glæde sig over, at man med fem verdensmesterskaber stadig fører listen, og ingen kan tangere den rekord i Rusland. En ringe trøst for en stolt fodboldnation.
