Panelet i DR's VM-studie er ikke i tvivl: Den franske klasse fornægtede sig ikke i VM-finalen, og Les Bleus er de fortjente vindere.
Selvom franskmændene undervejs i turneringen har været kritiseret for at spille for defensivt, kan man kun anerkende den samlede sejr.
- Deschamps har gamblet med denne generation af franske spillere. Spiller for spiller er de det bedste hold ved VM, men han har valgt en tilgang, som ikke altid er en fryd for øjet. Han vil vinde, og det har han gjort. Det er de rigtige vindere, når vi kigger på hele turneringen, siger DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic.
Hun bakkes op af Flemming Povlsen, der udover at være ekspert hos Eurosport selv har stået i en stor finale ved EM i 1992.
- Det er en kamp, der muligvis kun kommer én gang i karrieren. Den skal man bare vinde. Derfor kan jeg kun applaudere franskmændene.
For franskmændene betyder VM-sejren, at den stolte fodboldnation får lov til at revanchere finalenederlaget mod Portugal ved EM i 2016.
- Med tanke på det åbne sår, som nederlaget var, er det flot at gå ind og levere sådan en præstation. Det er så imponerende, siger ekspert ved Eurosport Mikkel Bischoff.
