FIFA har tredoblet kompensation: Millionbeløb triller ind hos dansk 1. divisionsklub

Det kan mærkes i FC Roskildes klubkasse, at målmand Frederik Schram er udtaget til VM.

Frederik Schram spiller for FC Roskilde, som tjener godt på, at han er udtaget til Islands VM-trup. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Scanpix)

Højst usædvanligt er en målmand fra Danmarks næstbedste fodbolddivision – Frederik Schram fra FC Roskilde – blevet sendt af sted til VM i Rusland.

Og selvom han formentlig kommer til at tilbringe hele turneringen på bænken, så får hans klub en klækkelig kompensation for at undvære sin målmand.

Fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA, har tredoblet det beløb, som klubberne modtager for at afgive spillere. Ved det seneste VM kunne klubberne fordele 440 millioner kroner mellem sig, men i år er beløbet 1,3 milliarder kroner.

Hver eneste dag en fodboldspiller er væk fra sin klub, udløser det en betaling på 54.000 kroner, uanset om spilleren hedder Lionel Messi eller Frederik Schram.

- For vores klub er det en fantastisk kærkommen lejlighed til at kunne investere i noget, som vi måske ellers ikke ville kunne, siger direktør i FC Roskilde Claus Grønborg.

Taxameteret begyndte at tikke to uger før VM og stopper først, når Island bliver slået ud.

Ifølge fodbolddirektøren kan pengene betyde, at FC Roskilde kan købe en ny spiller og sætte flere penge af til ungdomskontrakter, faciliteter og træneruddannelser.

Klubben vil minimum få en kompensation på knap 1,5 millioner kroner for at undvære Frederik Schram – og mere, hvis det islandske landshold når længere end til puljekampene.

I dansk fodbold er det et relativt stort beløb, som især vil gøre en forskel for en lille klub, fortæller analytiker i Idrættens Analyseinstitut Christian Gjersing Nielsen.

- For FC Roskilde kan pengene være afgørende, for om de har en forretning i balance, eller om de kommer ud med et negativt driftsresultat, som de gjorde sidste år, siger fodboldanalytikeren.

Sebastian Blynov, 17 år og målmand (© DR Nyheder)

17-årig spiller: Det tænder en gnist

Det er dog ikke pengene alene, der gør Frederik Schrams VM-deltagelse til noget særligt for FC Roskilde. Klubben spiller i næstbedste række og har ikke tidligere haft en spiller med til VM.

For den 17-årige målmand Sebastian Blynov, der spiller på fodboldklubbens U19-hold, giver det et håb om, at han selv kan nå lige så langt en dag.

- Jeg tænker i hvert fald, at det måske ikke er så langt væk igen. En, der står lige ved siden af mig normalt, han står lige nu til den største slutrunde. Det tænder en form for gnist, siger han.

Danske klubber med spillere ved VM

  • FC København: 3 spillere

  • AaB: 1 spiller

  • Randers FC: 1 spiller

  • FC Nordsjælland: 1 spiller

  • FC Roskilde: 1 spiller

  • Brøndby: 1 spiller

  • Der bliver også udbetalt kompensation for spillere, som deltog i VM-kvalifikationskampe, men ikke længere er i de pågældende klubber.