Frankrig og Belgien deler en 620 kilometer lang grænsestrækning imellem de to lande. Når semifinalen i VM mellem de to lande spilles tirsdag, bliver det højst sandsynligt også det eneste, de to land kommer til at deles om.
I hvert fald i følge frankrigs Oliver Giroud, der tror, at kampen får derby-stemning.
- Der er en stor rivalisering mellem Frankrig og Belgien, så det er en form for derby. Samtidig har vi en del spillere fra Premier League. Og derfor kender vi hinandens styrker, forklarer Oliver Giroud, der selv spiller i Premier League til dagligt.
Fransk vendekåbe giver krydderi
Derby-stemningen får også en særlig påvirkning af, at en af de største franske landsholdslegender fra nyere tid, Thierry Henry, er ansat som træner på det belgiske hold.
En rolle, som den gamle målmager tidligere udfyldte for det franske landshold.
- Vi har en stor respekt for hinaden. Jeg er ikke bitter over det. Mit job er at gøre det godt ude på banen. Men når det er sagt, vil jeg da elske at vise Titi (Thierry Henry red.), at han har satset på den forkerte hest, forklarer Giroud.
