Kroatiens fodboldstjerner inspirerer en ung nation

Siden uafhængigheden i 1991 har Kroatien produceret den ene store fodboldprofil efter den anden, og det nuværende landsholds succes indkapsler nationens kamp for at stå på egne ben.

(Foto: © Ritzau/Scanpix)

- Hvis Kroatien spiller sig i VM-finalen, er det den største begivenhed i landets historie siden uafhængigheden.

Ordene er James Montagues. Han er britisk journalist bosiddende i Beograd og har i en årrække nøje fulgt fodboldkulturen i Kroatien og de øvrige lande på Balkanhalvøen.

En sejr over England i aftenens VM-semifinale vil sende en nation i ekstase og være et højdepunkt for et folk, som er mere end almindeligt glade for sport.

Ifølge Montague hænger den kroatiske stolthed over fodboldlandsholdet uløseligt sammen med kampen for selvstændighed.

- Landets første præsident Franjo Tuđman var bevidst om det stærke redskab, som sport kan være til at skabe sammenhold, og landsholdet skulle derfor spille en afgørende rolle i at cementere en stærk nationalfølelse.

Holdet kunne tjene som et alternativt og måske endda bedre forbillede end den politiske klasse. Men selvom nationen erklærede sin selvstændighed d. 25 juni 1991, skulle der gå nogle år, før kroaterne fik noget at juble over.

Det kroatiske fodboldforbund blev indlemmet af Fifa i 1992, men det var først ved EM i 1996, at landsholdet spillede sin første slutrunde. I den indledende pulje mødte kroaterne blandt andet Danmark i et opgør, som danskerne tabte 3-0.

Det lykkedes den unge fodboldnation at spille sig i en kvartfinale, som et forvarsel om, hvad der var i vente ved VM-slutrunden to år senere.

Bronzemedaljerne i 1998 står indtil i dag som det ubetingede højdepunkt i kroatisk fodbold med profiler som topscoreren Davor Suker og kaptajnen Zvonimir Boban i hovedrollerne.

Siden er en perlerække af store internationale fodboldprofiler med kroatisk pas spiret frem – senest med Luka Modric og Ivan Rakitic som det nuværende landsholds største stjerner.

Og selvom optakten til årets slutrunde har været forstyrret af en verserende retssag, hvor netop Modric risikerer fængselsstraf efter falske vidneudsagn, er opbakningen i den brede befolkning stor.

De vil stadig drive deres stjerner frem mod flotte resultater, som ikke bliver mindre imponerende landets størrelse taget i betragtning.

Godt 4 millioner indbyggere er åbenbart nok til at skabe røre på den internationale fodboldscene – for ikke at tale om præstationerne i håndbold, basketball, skisport og vandpolo.

Evnen til at skabe succesfulde atleter skal findes i den kroatiske folkesjæl og den indsats, man yder for at udvikle talenterne fra barns ben, mener Nikola Juric. Han er danskfødt fodboldagent med en far fra Bosnien-Herzegovina.

Juric er optaget af, hvordan Kroatien og de øvrige Balkan-nationer gang på gang formår at skabe store sportspræstationer.

- Der er en ærgerrighed og nysgerrighed på spil over for ens eget talent. Hvor langt kan jeg som individ nå i min karriere med hård træning og opofrelse, siger han og fortsætter.

- Det er fascinerende at opleve den ydmyghed omkring det arbejde, de går og laver. Har de et gudsbenådet talent, sørger de også for at pleje det.

De kroatiske børn bliver i langt højre grad end eksempelvis danske stimuleret motorisk gennem leg og konkurrence fra de er helt små, mener Juric. Og så har man forstået vigtigheden af at kunne implementere det uberegnelige i et stærkt kollektiv.

- Selvom der er nogle skæve individer og store egoer, så giv dem dog lidt plads til at udfolde sig, siger Nikola Juric.

Han befinder sig selv i Kroatien på inspirationstur i disse dage, og han ser frem til at opleve VM-semifinalen i den fodboldgale nation.

- Det stak af efter sejren mod Rusland, og det var både unge og gamle. I aften står landet mere eller mindre stille, når Kroatien spiller mod England. Hospitaler og lufthavne holder åbent, men der kommer til at være mange butiksejere og taxachauffører, som holder fri.

Se om kroaterne får mere at juble over, når de møder England i VM-semifinalen kl. 20. Du kan se optakt på DR1 fra kl. 19.15, og du kan også følge opgøret direkte på dr.dk/vm eller i ”VM på P3”.