På vejen mod VM-finalen har Kroatien mødt store nationer som England, Argentina og værterne fra Rusland, men kampen mod Danmark var alligevel den største mundfuld.
Det mener Kroatiens landstræner, Zlatko Dalic.
- Ottendedelsfinalen var vores hårdeste kamp. Før den kamp sagde jeg, at alle vores ni point fra gruppespillet ikke ville betyde noget, hvis vi havde tabt. Det var et rigtig svært opgør, sagde han på pressemødet forud for finalen.
Se højdepunkterne fra kampen mellem Kroatien og Danmark her.
Holdet kan dog spille mere frit, når det søndag møder Frankrig i kampen om VM-guldet.
- Nu er der intet pres. Jeg vil ikke lægge pres på mine spillere inden sådan en kamp. Der bliver fuldt hus, og hele verden ser med, siger han.
Zlatko Dalic sagde på pressemødet, at han har fortalt sine spillere, at finalen bliver det største øjeblik i deres liv.
- Vi har spillere, der har spillet i Champions League, men jeg mener, at det her er den største kamp for dem og det kroatiske folk, siger han.
Kroatien møder søndag Frankrig i VM-finalen. Kampen starter klokken 17 og kan ses på DR 1 med optakt fra klokken 15.30.
