Kvist flyver hjem i dag: Et sidste stort højdepunkt med landsholdet

William Kvist forlader mandag hospitalet i Rusland for at flyve til Danmark.

William Kvist efter sin skade mod Peru (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

William Kvist fortæller mandag på Facebook, at han rejser hjem til Danmark for at blive undersøgt yderligere.

Kvist, der i kampen mod Peru brækkede to ribben og punkterede en lunge, skal undersøges yderligere i Danmark, og så vil han undersøge muligheden for at kunne spille en rolle for landsholdet under VM, hvis det kan lade sig gøre.

- Tomheden består meget i, at jeg har kæmpet så hårdt for at være klar og stå her til VM, spille en rolle og få et sidste stort højdepunkt med landsholdet. Men jeg kan trøste mig selv med, at jeg stod der og sang nationalmelodi med gutterne, fansene på stadion og jer derhjemme, så det var dejligt, siger William Kvist.

- VM er langt, og vi kommer langt, så muligheden for, at jeg kan komme til at spille en smule skal helt sikkert undersøges til bunds, lyder det fra midtbanespilleren.