Slidte kroater bliver hæmmet af forlængede kampe

Videnskaben giver ikke kroaterne store chancer for at gå i finalen med tunge fodboldben, der har spillet 30 minutter mere, end deres engelske modstandere.

Dette VM har indtil videre budt på fire kampe, der er gået i forlænget spilletid. Og den forlængede spilletid er blevet en stor del af moderne topfodbold. Hele 83 procent af alle VM-semifinalister siden 1993 har været indblandede i forlænget spilletid i løbet af hele turneringen.

De skæbnesvangre kampe kan blive afgjort af marginaler, men selvom et hold trækker sig sejrrigt ude af forlænget spilletid, koster det dyrt i forhold til vinderchancerne fremadrettet.

Kroatien har hele to gange klaret sig gennem forlænget spilletid og straffespark med skindet på næsen, men ifølge professor og forskningsgruppeleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, Peter Krustrup, bør det hæmme holdet kraftigt i de næste kampe. Særligt hvis de går i overtid.

Ifølge hans forskning har et hold, der har spillet flere kampe med forlængede spilletid end modstanderen blot 24 procents chance for at vinde det næste forlængede opgør, som de deltager i.

- Det er tydelig ulempe for det hold, der har spillet flest kampe med forlænget spilletid. Vi havde en lignende situation ved sidst VM-finale mellem Argentina og Tyskland, hvor Argentina havde spillet to 120-minutters kamp før finalen mod Tyskland, som de endte med at tabe i forlænget spilletid. Tyskland havde blot spillet én på forhånd, forklarer Peter Krustrup.

Kroatiens træner skal vise taktisk mod

Hvis Kroatien skal løbe med sejren skal de derfor håbe på at undgå at gå i forlænget spilletid i opgøret mod England. Og så skal Kroatiens træner Zlatko Dalic sørge for at turde at bruge sine udskiftninger og bringe friske kræfter i spil.

- Kroatien har drevet hårde veksler på deres centrale spiller så som Modric, Mandzukic, Perisic og Rakitic. Derfor skal han turde at bruge sit holds bredde, siger Peter Krustrup

Indskifterne løber nemlig væsentlig mere, end de spillere, der starter kampen på banen. Og så kommer de ifølge statistikken også frem til væsentlig flere skudchancer. Derfor har Peter Krustrup også nogle konkrete råd til Dalic.

- Enten skal han tænke på at komme med indskiftninger relativt hurtigt, da mange spillere vil være væsentligt udmattede efter 60 minutter. Ellers skal han overveje, at gemme nogle af sine kampafgørende til anden halvleg, så de kan spille en større rolle mod kampens afslutning.