Verdensmesterskaberne i fodbold er elsket for spektakulære mål, store finaler og historiske dramaer. Men der er mildest talt også skyggesider på de slutrunder, der er spillet hvert fjerde år siden Uruguay var værter første gang i 1930.

Tænk bare på Maradonas afgørende mål med ”Guds hånd”, Vesttyskland og Østrigs stillestående og beregnende puljekamp i 1982 eller Zinedines Zidane finaleskalle i maven på Italiens Materazzi i 2006.

Men skandalerne uden for græsset har været mindst lige så saftige - her er nogle af de vildeste.

GREVEN AF ROM OG DE TO POKALER - DA EN SVENSKER AFGJORDE VM-FINALEN (1934)

Historiens til dato værste VM må være Italiens første værtskab i 1934, der blev overskygget af den fascistiske diktator Benito Mussolini. Listen af skandaler er lang og begynder allerede inden slutrunden, hvor Mussolini som en magtdemonstration får lavet sit eget VM-trofæ.

Coppa Del Duce – eller førerpokalen – er tydeligt større end FIFA’s egen VM-pokal, og da Italien (ikke overraskende) vinder turneringen, er der to pokaler og højt humør i diktatorens loge.

16 hold er kvalificeret til turneringen, men Mexico kommer aldrig ind på fodboldbanen. Selvom holdet har brugt tre uger på en sejltur fra hjemlandet, og er kvalificeret til at spille, må de vige pladsen, da stormagten USA tre dage før VM meddeler, at de gerne vil stille op.

På banen er værtslandets kampe præget af flere skamfulde kendelser. Et par dage inden semifinalen mod Østrig får kampens svenske dommer, Ivan Eklind, en middagsinvitation fra Mussolini, der gør det klart, at Italien vil have en VM-titel ”for enhver pris”.

I semifinalen gør dommeren sig undervejs bemærket ved at heade en italiener fri. Mussolini er begejstret, og han dikterer overfor FIFA, at svenskeren også skal dømme finalen.

Da Italien og Tjekkoslovakiet stiller op til kampstart, sender den svenske dommer – der siden er kendt som ”Greven af Rom” – en fascistisk hilsen mod Mussolini på tribunen. Ikke overraskende vinder Italien VM og de to pokaler, mens Tjekkoslovakiet bliver fejret som moralske mestre, da de vender hjem.

MÅLMANDEN, DER BLEV DØMT HÅRDERE END BRASILIENS MORDERE (1950)

I 1950 kan Brasilien blive verdensmestre for første gang, og meget peger i den retning, da holdet på hjemmebane har vundet 7-1 over Sverige og 6-1 over Spanien i de to første kampe. Turneringen – der endnu ikke har en decideret finale – skal afgøres i den sidste puljekamp mod de sydlige naboer fra Uruguay. Brasilien kan nøjes med uafgjort.

Det nye og senere så legendariske stadion Maracana er fyldt op. Men 200.000 tilskueres liv går i stå, da Alcides Ghiggia 11 minutter før tid sender et fladt skud under Brasiliens målmand Moacir Barbosa. Brasilien taber 2-1. Uruguay er verdensmestre.

Barbosa får straks skylden for nederlaget, og den 29-årige målmand må bære skylden til sin død i 2000.

Han bliver nægtet adgang til landsholdets træningsanlæg, og han må ikke være medkommentator på Brasiliens landskampe, fordi folk mener, han vil bringe uheld.

På sit dødsleje udtaler han: - Maksimumstraffen i Brasilien er 30 år, men jeg har betalt for noget, jeg ikke engang er skyldig i, i 50 år.

Brasilien har siden vundet fem verdensmesterskaber, men traumet fra Maracana sidder stadig i nationen, der som bekendt heller ikke kunne bære forventningerne på hjemmebane for fire år siden.

VESTTYSKLAND VANDT VM PÅ AMFETAMIN (1954)

Det var en solid overraskelse, da undertippede Vesttyskland i 1954 slog Ungarn 3-2 i den finale, der er døbt Miraklet i Bern. Men mindst lige så overraskende var den afsløring avisen Süddeutsche Zeitung bragte mange år senere.

Her dokumenterer avisen, hvordan de vesttyske spillere inden kampen fik udleveret sprøjter med amfetamin.

Vesttyskland har i turneringens indledende runde tabt 8-3 til Ungarn, og kommer da også bagud 2-0 blot otte minutter inde i finalen.

Men Vesttyskland får på nærmest overnaturlig vis vendt opgøret, og det er altså også andet end vand og frugt, der har grundlagt succesen. Tyskland havde en vis erfaring med brug af amfetamin til soldaterne under 2.verdenskrig, og det var det middel, der i de kommende årtier også røg i landsholdets lægetaske.

Ifølge rapporten fra Berlins Humboldt Universitet, så finansierede den vesttyske stat dopingeksperimenter med testosteron, EPO og steroider helt frem til sammensmeltningen i 1990.

Amfetaminforbruget hos fodboldlandsholdet var udover triumfen i 1954 også en faktor 12 år senere, hvor Vesttyskland dog tabte finalen til England.

POKALEN FORSVANDT (1966)

Forventningerne var i top, da fodboldens moderland i 1966 var vært for sin første VM-slutrunde. VM-trofæet skulle i månederne op til turneringen udstilles i London, men i marts indtræffer skandalen, da pokalen pludselig forsvinder.

De regerende verdensmestre fra Brasilien er rasende og påstår, at et tyveri på den måde aldrig vil kunne ske i Brasilien: ”Her elsker tyvene fodbold så højt, at de aldrig vil stjæle et VM-trofæ”.

Alverdens fodboldfans kan dog hurtigt ånde lettet op. Blot en uge efter tyveriet finder hunden Pickles pokalen i det sydlige London, og ved sommerens slutrunde triumferer Englænderne på hjemmebane. Fire år senere vinder Brasilien sit tredje VM og får den eftertragtede Jules Rimet-pokal som fast ejendom – i hvert fald indtil den bliver stjålet i Rio 1983 og aldrig er set siden.

DA MILITÆRET INDTOG PERUS OMKLÆDNINGSRUM (1978)

Flere grimme historier klæber sig Argentinas VM-triumf på hjemmebane. I 1978 var det fodboldgale land styret af diktatoren Jorge Rafael Videla, der stod i spidsen for landets militærjunta.

En af skrækhistorierne går på, at militærjuntaen inden den afgørende kamp mod Peru var på besøg i peruvianernes omklædningsrum, for at tale om broderskab mellem landene og et lån på 50 millioner dollars.

De argentinske værter er tvunget til at slå det defensivt stærke Peru-mandskab med mindst fire mål for at spille sig i finalen på bekostning af Brasilien. Perus normalt stærke forsvar og den argentinskfødte målmand Ramon Quiroga falder sammen, og Argentina vinder 6-0.

Til gengæld bliver Perus landshold nærmest kørt i æreskortege til lufthavnen, da de rejser hjem fra turneringen dagen efter.

MYRDET EFTER SELVMÅL (1994)

VM-historiens nok værste tragedie sker i kølvandet på Colombias skuffende exit fra VM i USA i 1994. Med navne som Faustino Asprilla og Carlos Valderama på holdkortet er forventningerne på forhånd skruet op til sydamerikanerne, der tager til USA efter en fornem kvalifikation.

Men i USA taber Colombia skuffende puljekampene til Rumænien og USA. Mod værtsnationen laver forsvarsspiller Andres Escobar turneringens eneste selvmål, og da han seks dage senere er vendt hjem, bliver han skuddræbt på en restaurant i hjembyen Medellin.

En colombiansk narkobande har angiveligt spillet store summer på colombiansk succes i slutrunden, og deres møde med selvmålssynderen Escobar ender ikke bare i en ophedet diskussion, men med at landsholdsspilleren bliver dræbt med 12 skud.

Tidligere i slutrunden havde en anden landsholdsspiller modtaget dødstrusler, hvilket fik træner Francisco Maturana til at true med at trække sig fra landsholdet.

MARADONAS KARRIERE SLUTTEDE PÅ EFEDRIN (1994)

Få personer har sat sig på så mange af VM´s stærkeste øjeblikke som Diego Maradona. 22.juni 1986 står han i kvartfinalen mod England både bag et af historiens bedste mål og et af de mest skandaløse.

Først får han godkendt det føringsmål, han slår forbi en fremstormende Peter Shilton med sin ene hånd. Flere år efter forsvarer argentineren sig med, at målet blev scoret med hjælp fra la mano de Dios – Guds hånd. Senere i samme kamp afdribler den lille argentiner elegant et engelsk forsvar og målmand, inden han triller bolden i et tomt mål.

Legendariske Maradonas VM-og fodboldkarriere får et trist exit, da han og Argentina er taget til VM i USA i 1994. Den lave 10’er vil udødeliggøre sig selv med en sidste slutrunde og sætte VM-rekord med 22 spillede kampe.

Det starter godt med et mål i en strålende åbningssejr over Grækenland, men gruppespillets anden kamp mod Nigeria bliver også Maradonas sidste.

En dopingtest afslører brug af stoffet efedrin, og en grådkvalt Maradona bliver udelukket fra slutrunden med en straf på 15 måneders karantæne.

Han står i dag som den ene af tre spillere, der er taget for doping ved en VM-slutrunde. De andre er skotten Willie Johnston og Jean Josep fra Haiti – begge i 70’erne.

TVANG NIKE RONALDO TIL AT SPILLE VM-FINALEN? (1998)

Historien om Ronaldos deltagelse i finalen i Frankrig i 1998 er en af VM-historiens saftigste konspirationsteorier. Det står klart, at den brasilianske megastjerne havde en gigantisk kontrakt med det amerikanske megabrand, Nike, der også var sponsor for Brasiliens landshold.

Rygtet vil, at Nike umiddelbart inden finalen var på besøg i omklædningsrummet på Stade de France for at beordre en syg Ronaldo på banen i finalen, men det er altså aldrig blevet bevist.

Fakta er, at Ronaldo rejser til VM i Frankrig som slutrundens største stjerne. Brasilien er forsvarende verdensmestre, og Ronaldo er de foregående to år kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Turneringen forløber som den skal frem til finalen, selvom Ronaldo spiller under et gevaldigt pres. I kvartfinalen mod Danmark lægger Ronaldo op til Brasiliens to første mål i 3-2-kampen.

Men aftenen før finalen får Ronaldo et ildebefindende på sit hotelværelse. Et epileptisk anfald. Alt er panik. Værelseskammeraten Roberto Carlos frygter, at Ronaldo vil dø. Mens holdbussen kører mod Stade de France, køres Ronaldo mod en lægeklinik.

72 minutter før kampstart i Paris kommer holdopstillingerne for finalen. Brasilien starter uden Ronaldo! Bebetos makker i angrebet er den mere tvivlsomme Edmundo. Troede man. For en halv time senere kommer en revideret holdopstilling op. Verdens bedste Ronaldo starter alligevel.

Hvad der får landstræner Mario Zagallo til at ændre mening i sidste øjeblik er stadig uvist. Han har selv sagt, at han frygtede reaktionen, hvis stjernen skulle starte på bænken.

Virkeligheden er i hvert fald, at en syg og desorienteret Ronaldo spiller en dårlig finale. Zinedine Zidane overtager spotlyset som verdens bedste spiller, og Frankrig vinder suverænt finalen 3-0.

SYDKOREAS DOMMERHJÆLP PÅ HJEMMEBANE (2002)

Løbende anklager om korruption og bestikkelse har flere gange klæbet til VM-historien både på og uden for banen. En række af skandaløse fejlkendelser og en stank af uretfærdighed følger blandt andet upåagtede Sydkorea frem til semifinalen i 2002.

For første gang nogensinde er slutrunden nået til Asien, og for første gang er værtskabet delt mellem Sydkorea og Japan. Koreanerne kommer overraskende flot igennem den indledende gruppe med sejre over Polen og Portugal og point mod USA.

Selvom det aldrig er bevist, at dommerne i de to følgende kampe mod Italien og Spanien modtog bestikkelse, så peger (for) meget i den retning.

I ottendedelsfinalen får Italienerne fejlagtigt underkendt et mål for offside, og da der senere bliver begået et åbenlyst straffespark på Francesco Totti, bliver den italienske angriber udvist for film. Mens et entusiastisk publikum jubler på stadion, kigger en verden af skeptiske fodboldfans med på skærmen.

Kampen får intet efterspil for den colombianske dommer Byron Moreno, men to måneder efter slutrunden bliver han idømt 20 spilledages karantæne i hjemlandet, da han ganske uforståeligt lægger 13 minutters ekstratid til en ligakamp, så det ene hold, når både at udligne og vinde, inden han fløjter af.

Farcen fortsætter i VM’s kvartfinale, hvor Sydkorea møder Spanien. Dommertrioen bestående af egypteren Gamal Ghandour og linjevogtere fra Trinidad og Uganda underkender blandt andet to spanske mål uden tydelig begrundelse. Efter kampen må FIFA’s præsident Sepp Blatter love, at dommere fremover skal vælges ud fra kvalifikationer og ikke ud fra hensyn til geografi.

Trods en mere end tvivlsom dommerhjælp undervejs bliver semifinalen endestationen for Sydkorea, der også taber bronzekampen til Tyrkiet.