VIDEO Hareide er ikke i tvivl: Vi går videre!

Åge Hareide talte kort inden kampen mod Frankrig med DR Sporten, og han er ikke i tvivl om udfaldet af gruppefinalen.

Danmark støder klokken 16 sammen med Frankrig i Moskva, og da det danske landshold for kort tid siden ankom til VM-slutrundens finalestadion, Luzhniki Stadium, var det med en yderst positiv landstræner Åge Hareide.

- Stemningen er god, også fordi vi har set billeder fra 'Den røde plads' af de mange danskere, der er kommet til Rusland, lyder det fra Åge Hareide, der også løfter lidt mere af sløret for, at Danmark kommer til at spille en anelse mere afventende end tidligere i turneringen.

- Vi kommer til at være mere beregnende end tidligere. Mod Australien og Peru ville vi gerne frem og afgøre kampen, men det har vi ikke så meget brug for nu, så vi skal passe på med at afgive for meget rum, som Frankrig kan angribe os i på omstillinger, siger landstræneren, og svarer meget kontant på spørgsmålet om et eventuelt videre avancement.

Går I videre?

- Det gør vi, siger Åge Hareide.

Kampen mod Frankrig spilles klokken 16.00 dansk tid, og den kan følges fra klokken 15.00 på DR1.