"Vi er danskerne! Danskerne, danskerne, danskerneeeeeee!"
Roligan-sangene kan for alvor høres ved VM i Rusland, hvor de danske fans har indtaget den russiske hovedstad, Moskva, i imponerende stil.
Den Røde Plads lever tirsdag op til sit navn, hvor den er dækket af mennesker i danske landsholdstrøjer.
De synger og hygger sig, inden det går løs på stadion, når Danmark skal sikre sig avancement fra gruppespillet i kampen mod Frankrig.
DBU oplyser, at der er cirka 4500 danskere i Moskva i forbindelse med kampen, og det er en betragtelig forøgelse i forhold til de tidligere kampe, som Danmark spillede mod Peru og Australien.
I Danmarks første kamp mod Peru, der blev spillet i Saransk, havde cirka 650 danskere taget turen til VM, mens der mod Australien var cirka 1000 fans i rød/hvide farver.