Semifinalerne er afgjort og de to hold, der skal kæmpe om VM-trofæet, er fundet.
Derfor er det også oplagt at gøre status på VM-semifinalerne. Hvad var det største øjeblik? Hvilke hold har skuffet? Hvem var semifinalernes bedste spiller? Og hvem er favorit til at vinde VM?
DR Sportens kommentatorer i Rusland, Tobias Hansen, Andreas Kraul og Henrik Liniger, giver her deres besyv efter VM’s semifinaler.
Det største øjeblik:
Andreas Kraul:
- Da Mandzukic scorer til 2-1 for Kroatien, og en fotograf fra Mellemamerika havner nederst i bunken af jublende spillere. Den historie rummer så meget eufori, humor og VM-sjæl i samme moment.
Se kroaternes jubelscene her.
Tobias Hansen:
- Englands mål til 1-0. At se det holds og de fans’ jubel over målet til 1-0 var for mig det største øjeblik i to i øvrigt halvlunkne semier. Målet er i sig selv en perle - især når man tænker på, at Kieran Trippier ikke engang sparker frispark i Tottenham. Det var et gyldent øjeblik i en VM-semifinale.
Se målet her.
Henrik Liniger:
- Da de engelske fans blev stående en time efter nederlaget til Kroatien og sang Don’t Look Back in Anger. For to år siden tog det to minutter at tømme det engelske fan-afsnit efter EM-nederlaget til Island. Skuffelsen var ubærlig. Denne gang var hyldesten og lettelsen til at tage og føle på – selv om holdet tabte. Det var en rigtig fin oplevelse.
Den største skuffelse
Andreas Kraul:
- Belgiens afsluttende offensiv mod Frankrig i de sidste ti minutter. På stadion sad vi ikke med en fornemmelse af, at det her var en desperat samling spillere samt en træner, som gjorde alt for at skovle, trampe eller myrde bolden ind over stregen.
Se højdepunkterne fra kampen mellem Frankrig og Belgien her.
Henrik Liniger:
- At Belgien ikke kunne skabe én eneste åben chance foran mål, efter at franskmændene havde scoret. Selvfølgelig stærkt af Frankrig, men burde Belgien ikke have gjort det bedre? Jeg synes det.
Tobias Hansen:
- Den manglende brug af VAR. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at FIFA hjerner afsted med VAR i de indledende gruppekampe og så fuldstændig glemmer det i de afgørende kampe. Der har været masser af situationer - for eksempel Harry Maguire, der begår straffe på en kroat - hvor man kunne have taget VAR i brug. Jeg er bestemt ikke tilhænger af fænomenet, men enten bruger vi det, eller også gør vi ikke. Det skal da ikke være afhængigt af kampens betydning eller dommerens erfaring.
Se højdepunkterne fra kampen mellem Kroatien og England her.
Bedste spiller
Henrik Liniger:
- N’Golo Kanté. Han var vel den vigtigste årsag til, at belgierne ikke blev farlige. Spiller for to – mindst. Og har spillet et brag af et VM hidtil.
Andreas Kraul:
- Jeg vender bare igen og igen tilbage til Luka Modric. Han er så imponerende vigtig og styrende for Kroatien. Går aldrig i panik. Aldrig nogensinde, siger jeg. Men også rosende omtale til Ngolo Kanté fra Frankrig. Slutrundens unsung hero.
Tobias Hansen:
- Mbappe. 19 år! 19! Mod Belgien var han ikke nær så synlig som i ottendedelsfinalen, men de ting han laver, når han får bolden, er så vilde. Nogle sammenligner ham med Henry - jeg tror, han bliver endnu bedre. Der er en Ronaldinho’sk leg over ham og en hurtighed selv i små rum, der gør ham ustoppelig. Fantastisk spiller. Også i semien.
Se Kylian Mbappes aktioner mod Belgien.
Hvem vinder VM?
Tobias Hansen:
- Frankrig er kæmpe favoritter. De har et markant bedre hold med flere individuelle strenge at spille på. De har haft én dag ekstra at hvile i. De har ikke som Kroatien været ude i fysisk og psykisk opslidende ekstra tid og straffespark. De har erfaringen i at være i en finale fra EM 2016. Og så har de en træner, der selv har spillet og vundet en VM-finale. Jeg kan ikke huske en større favorit i en VM-finale, og det mærker jeg også her på campingpladsen ved Annecy-søen. Franskmændene er mere selvsikre end nogensinde før. De vinder søndag.
Henrik Liniger:
- Frankrig, uden tvivl og ret sikkert endda. Det bliver 98-finalen om igen (Frankrig vandt 3-0 over Brasilien, red.), måske med de samme cifre. Hvorfor? Fordi Frankrig er VMs stærkeste hold – og fordi Kroatien allerede har spillet en kamp mere med aldrende spillere. Jeg har den på 80-20 i franskmændenes favør, men jeg har ofte før taget fejl…
Andreas Kraul:
- Hjertet siger efterhånden Kroatien, men hjernen siger Frankrig. De har haft en fysisk lettere vej, en hviledag mere, er yngre og har trods alt mere kvalitet i truppen.
VM-finalen mellem Kroatien og Frankrig spilles søndag klokken 17.00. Den kan ses på DR 1, høres i VM på P3 eller følges i skrift på dr.dk/VM.
