VM-MORGENBRIEF Dansk forløsning, afgørende VAR-kendelser og islandsk overraskelse

I går kom Danmark i gang med VM, og i dag gælder det så nogle af de helt store forhåndsfavoritter. Få dit VM-overblik her.

Kasper Schmeichel, Lasse Schöne og Yussuf Yurary Poulsen efter kampen mellem Danmark-Peru på Mordovia Arena i Saransk , lørdag dag den 16 juni 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Tredje dag ved VM i Rusland bød endelig på en kamp med dansk deltagelse, og selvom præstationen langt fra var imponerende, var resultatet fremragende. En 1-0-sejr blev sikret på mål af Yussuf Poulsen og gode redninger af Kasper Schmeichel.

Dagen bød også på de første VAR-kendelser, en islandsk Randers-målmand, der pillede pynten af Lionel Messi, og meget mere.

Herunder får du mulighed for at indhente det forsømte og samtidig at se, hvad du kan glæde dig til i dag.

Frankrig 2 - 1 Australien

Uden at imponere tog Frankrig favoritsejren i deres åbningskamp mod Australien, der ellers bed godt fra sig. Kampen vil ikke gå over historien for det spillemæssige, men til gengæld kom VAR-systemet for første gang i fokus. Det sikrede sammen med en meget tilfældig scoring tre franske point.

Argentina 1 - 1 Island

En stor præstation af Island, der spillede en flot kamp mod Argentina og Lionel Messi. Islændingene bed godt fra sig, og da Randers FC's målmand Hannes Haldorsson snuppede et straffespark fra verdensstjernen, endte kampen uafgjort.

Peru 0 - 1 Danmark

Danmark kom endelig i spil, og det blev med en vigtig vigtig sejr. Det holdt hårdt hen ad vejen, og danskerne var presset i bund til sidst. Men en pragtpræstation af Kasper Schmeichel i buret og en god kontrascoring af Yussuf Poulsen sikrede tre dejlige danske point.

Kroatien 2 - 0 Nigeria

I en noget lunken affære kørte Kroatien med Luka Modric i spidsen en sikker sejr hjem over Nigeria, der ikke havde meget et byde på. Efter Kroatien kom foran blev det aldrig for alvor spændende.

Podcast: Sidste nyt fra Østfronten

Hver morgen bliver du klædt helt på til at snakke med om VM i podcasten "Sidste nyt fra Østfronten" med DR Sportens udsendte i Rusland. I dag med Morten Hausborg, Tobias Hansen og Niklas Brandt, der taler om de gode muligheder for at komme i ottendedelsfinalen efter sejren over Peru.

- Jeg vil næsten sige, at der skal gå meget galt, for at det ikke sker, lyder det fra Morten Hausborg i dagens podcast.

Husk at vælge det nyeste podcast-afsnit på listen.

Det skal du glæde dig til i dag

Her får du et overblik over dagens VM-lækkerier med tre gode grunde til, at du skal se med.

Costa Rica - Serbien (kl. 14.00 på DR 1)

1. Costa Rica overraskede alt og alle ved VM for fire år siden. Kan den lille nation gøre det igen?

2. Lazio-spilleren Sergej Milinković-Savić er et af de varmeste navne i europæisk fodbold. Nu skal han levere på den allerstørste scene.

3. Costa Rica har stadig en række i dansk kontekst kendte ansigter med i truppen. Glæd dig til at se Christian Bolaños, Bryan Oviedo og Christian Gamboa.

Tyskland - Mexico (kl. 17.00 på TV 2)

1. De forsvarende verdensmestre skal endelig i gang. Det skal du selvfølgelig se.

2. Mexico har et energisk hold med spændende spillere som Hirving Lozano fra PSV. Det kan der sagtens komme noget godt ud af.

3. Det bliver underholdende. Tyskland har et væld af verdensstjerner med, og Mexico kommer ikke til at pakke sig.

Brasilien - Schweiz (kl. 20.00 på DR 1)

1. Neymar, Neymar, Neymar. Forventningerne er kæmpe store til den brasilianske verdensstjerne, og det er med god grund.

2. Brasilien har en stor plet, der skal vaskes af efter VM for fire år siden på hjemmebane, hvor de tabte 7-1 til Tyskland. Mon ikke de kommer ud som lyn og torden?

3. Schweiz er også med og har profiler som Xhaka og Shaqiri, men de flestes øjne vil jo nok være rettet mod de brasilianske forhåndsfavoritter.

Og husk, at du kan få overblik over alle VM's højdepunkter på vores video-side.