For mange 15-årige drenge handler livet ikke om meget andet end fodbold. Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Christian Eriksen er pejlemærkerne.
For nogle 15-årige begynder drømmen at blive en smule realistisk, når de nærmer sig Danmarks yngste landshold. En af dem er Christian Tue Jensen, der er en del af FC Midtjyllands ungdomsakademi.
Han er en af de seks teenagedrenge, som DR Ultra følger over et år i programserien 'Jeg vil være fodboldstjerne', der starter klokken 19.30 i aften.
Alle har de den samme drøm. De vil på U16-landsholdet.
- Jeg har drømt om at komme på landsholdet, siden jeg var helt lille, siger Christian Tue Jensen.
Midtbanespilleren fra Malling, der rykkede til FC Midtjylland som 13-årig, lever og ånder for fodbold.
- Fodbold betyder næsten alt. Det er det, jeg tænker på, når jeg står op, og når jeg går i seng, siger han.
Christians forældre blev tidligt gjort opmærksomme på, at han kunne noget specielt på en fodboldbane. Under en fodboldlejr arrangeret af den italienske storklub AC Milan fik et par italienske trænere øje på otteårige Christian.
- De sagde, at ham den lille lyshårede kunne noget, og at det virkede til, at han havde en stærk psyke, der kunne bære ham langt. Der blev Dorthe (Christians mor, red.) og jeg enige om, at vi ville bakke op om Christian, hvis han ville det her, siger Christians far, Lars Jensen.
Træner frispark alene
Det ville han, og nu træner Christian, der blev 16 år i marts, otte gange om ugen. Syv gange med de øvrige talenter i FC Midtjyllands talentafdeling og en enkelt gang med specialundervisning fra en udenlandsk frisparkstræner.
Derudover er der kamp i weekenden.
- Jeg kan ikke være sammen med mine venner så tit. De lever på en helt anden måde. De går til fester og drikker også, siger Christian.
Sammen med 58 andre håbefulde teenagere tager han i første afsnit af 'Jeg vil være fodboldstjerne' til Vildbjerg for at kæmpe om at blive blandt de 33 fodboldspillere, der i første omgang udtages til U16-landsholdets kamp mod Ungarn. Se Christian Tue Jensen i aktion i videoen i toppen af artiklen eller på DR Ultra i aften.