Al fodbold i Sydamerika er aflyst på ubestemt tid.
Det meddeler Det Sydamerikanske Fodboldforbund, efter at et fly med et brasiliansk fodboldhold om bord er styrtet ned i Colombia.
Mindst 25 personer er omkommet i forbindelse med flystyrtet, oplyser colombianske medier ifølge TT. 81 mennesker var om bord på flyet.
Spillere og trænere fra den brasilianske klub Chapecoense, som spiller i den bedste fodboldrække i Brasilien, var på vej til den colombianske by Medellin.
Her skulle Chapecoense onsdag spille den første af to finalekampe i turneringen Copa Sudamericana mod colombianske Atlético Nacional.
Klubturneringen er den næstvigtigste i Sydamerika og kan sammenlignes med Europa League i Europa.
Styrtede ned kort før slutdestination
Med undtagelse af argentinske Alejandro Martinuccio består Chapecoenses trup kun af brasilianere.
51-årige Caio Júnior har været holdets cheftræner siden juni.
Fire af Chapecoense-spillerne har spillet i europæisk fodbold.
Det drejer sig om Cláudio Wink, Matheus Biteco og Martinuccio, som har været på kortere lejeophold hos henholdsvis Verona, Hoffenheim og Villarreal.
Den med længst tid i europæisk fodbold er 35-årige Cléber Santana, som har spillet 63 kampe for Atlético Madrid og 40 kampe for Mallorca mellem 2007 og 2010.
Flyet var på vej fra Brasilien, og det mellemlandede i Bolivia, før det styrtede ned i Cerro Gordo-området i Colombia, omtrent 50 kilometer uden for Medellin.
/ritzau/