Bayern München og AC Milan sikrer gode udgangspunkter før returopgør

Tirsdagens opgør i Champions Leagues ottendedelsfinaler endte begge 1-0.

Kingsley Coman ville ikke juble, da han bragte Bayern München foran i Paris. Coman har en fortid i PSG. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Bayern München og AC Milan står med de bedste kort på hånden i forhold til avancement i Champions League-ottendedelsfinalerne.

Det står klart efter tirsdagens opgør, hvor Bayern München sejrede 1-0 på udebane mod Paris Saint-Germain, mens AC Milan vandt med samme cifre hjemme mod Tottenham.

I Paris leverede PSG en mildt sagt skuffende indsats i næsten 75 minutter hjemme på Parc des Princes, og selv et energiboost fra Kylian Mbappé i anden halvleg kunne ikke forhindre en Bayern-sejr.

Hverken PSG eller Bayern er kommet godt fra land i 2023, og det var tydeligt, at det var to hold, som var bange for at fejle.

Især det franske hjemmehold virkede nervøst og idéforladt, og man havde meget svært ved at sætte de offensive esser Neymar og Lionel Messi i scene.

Bayern havde bolden klart mest og skabte også flest chancer, uden at det dog blev voldsomt farligt.

Men kort efter pausen blafrede nettet, da det tidligere PSG-talent Kingsley Coman bragte gæsterne foran. Han gjorde, som han gjorde, da de to hold mødtes i turneringens finale i 2020, ved at bringe Bayern på 1-0.

Så kunne PSG-træner Christophe Galtier ikke vente længere. Småskade eller ej måtte Kylian Mbappé i aktion.

Kylian Mbappé fik sendt bolden i mål, men scoringen fik ikke lov at tælle. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Det gav straks et kvalitetsløft i PSG-offensiven. Efter 72 minutter oversprintede han Bayerns forsvar, men tyskernes keeper Yann Sommer reddede afslutningen med sit ansigt. Det var første farlige angreb for hjemmeholdet.

I finalen i 2020 blev Comans mål kampens enlige scoring, og det blev det også tirsdag i Paris. Men det holdt hårdt.

PSG pressede på i det sidste kvarter, hvor VAR-dommeren måtte redde Bayern med en offside, da Mbappé ellers fik bolden i nettet.

Flere gode PSG-chancer blev misbrugt, og det stjernespækkede franske hold har en stor opgave foran sig til returkampen i München 8. marts.

Tidlig scoring sikrer AC Milan hjemmesejr

I Milano gik første stik til AC Milan og en meget solid Simon Kjær, da det forsvarende italienske mesterhold tirsdag havde besøg af Tottenham i Champions League.

1-0 vandt hjemmeholdet efter en scoring af Brahim Díaz efter syv minutters spil. Men sejren kunne med bare lidt mere skarphed have været større.

Brahim Diaz blev matchvinder på San Siro med sin tidlige scoring. (Foto: © DANIELE MASCOLO, Ritzau Scanpix)

Tottenham, der var uden Pierre-Emile Højbjerg, havde omvendt ikke meget at byde ind med offensivt mod en Milan-defensiv, der ellers langt fra har været prangende i 2023.

En del af æren for det blodfattige udehold skal tilfalde Simon Kjær, der gav Tottenhams rekordmålscorer Harry Kane meget hård modstand i deres mange dueller. Flere gange var det til frispark, men danskeren slap for at blive noteret i dommerens bog.

I kampens slutfase burde Milan være kommet på 2-0. Både den indskiftede midtbanespiller Charles De Ketelaere og forsvarsspilleren Malik Thiaw kom frem til store hovedstødschancer fra tæt hold, men begge gange blev bolden sendt snert forbi rammen.

Der er returkamp på Tottenham Hotspur Stadium i London 8. marts.

/ritzau/