Britiske medier reagerer på storsejren i Manchester: Én FCK'er løber med rosende ord

Erling Haaland stjal igen overskrifterne, da FC København kom på glatis i Champions League.

Erling Haaland fylder mest i mediebilledet efter sine to scoringer mod FCK, men der er også plads til en spiller fra den danske mesterklub. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)

Missede man FC Københavns kamp mod Manchester City, skal man blot tage et hurtigt kig i de udenlandske medier for at danne sig et indtryk.

Erling Haaland var på spil igen for Manchester City, og FCK kunne intet stille op.

Nordmanden scorede englændernes første to mål, inden han lod holdkammeraterne gøre arbejdet færdigt til slutresultatet 5-0.

Det britiske medie The Guardian kalder den norske City-angriber for "ubarmhjertig" over for den danske mesterklub.

- Tilhængerne rystede på hovedet og kunne ikke tro, hvad de så. Sådan er det med Erling Haaland. Han formår at gøre en aftens rutinearbejde for Manchester City interessant og forlader dig undrende over, hvordan du skal reagere, skriver The Guardian.

Også Daily Mirror bider mærke i den norske stjerneangriber, der nu har scoret fem mål for Manchester City i de tre gruppekampe i Champions League. En turnering, hvor han har haft for vane at score.

- Den angribende sensation har nu 28 mål i 22 Champions League-kampe, som bekræfter Haalands status som en ægte superstjerne bare uger inde i sin City-karriere, skriver Daily Mirror.

BBC, ligeledes britisk medie, stemmer i og giver nordmanden godt med spalteplads.

- Erling Haaland fortsatte sin utrolige målform med to mål, da Manchester City fejede København til side og sørgede for den tredje sejr af tre mulige i Champions League-gruppen.

Særligt en FCK'er får ros

Men det er ikke kun Erling Haaland, der løber med roserne. BBC har også fundet plads til én FCK-spiller, som skal have positive bemærkninger med på vejen for sin præstation mod de engelske mestre.

- Med eller uden ham (Haaland, red.) var City alt for hurtige og kloge for de danske modstandere, og Manchester City ville have scoret mere end fem mål i en totalt ensidet affære, hvis det ikke var for København-keeperen Kamil Grabara, skriver BBC.

Også The Independent bemærker, at Erling Haaland, der blev skiftet ud i pausen, kunne have scoret yderligere, havde det ikke været for den polske målvogter.

- Det kunne nemt være blevet til mere - et hattrick som minimum - hvis det ikke var for en inspirerende præstation af målmand Kamil Grabara, skriver The Independent.

Kamil Grabara blev passeret fem gange, men polakken gjorde god figur på Etihad Stadium. (Foto: © Lee Smith, Ritzau Scanpix)

Det britiske medie spekulerer i, om der var mere i Pep Guardiolas udskiftning af Erling Haaland end blot hensynet til nordmandens forfatning inden Manchester City møde med Southampton i Premier League på lørdag.

- Måske Guardiolas beslutning om at udskifte Haaland i pausen var et tegn på anerkendelse af den tidligere Liverpool-akademispillers indsats. Det var bestemt ikke af barmhjertighed, skriver The Independent om Kamil Grabara, der havde sin fodboldmæssige opvækst i Liverpool.

Med sejren på 5-0 topper Manchester City Champions Leagues gruppe G, hvor FC København ligger side om side med Sevilla. Københavnernes næste kamp er tirsdag i næste uge, hvor Erling Haaland og kompagni gæster Parken.