Brøndby-hooligans overfalder FCK-fans i Tyskland

To FCK-fans er kommet til skade i Dortmund, efter et slagsmål med tilhængere af Brøndby IF og Dortmund.

To FCK-tilhængere er kommet til skade efter slagsmål med Brøndbytilhængere. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

De danske mestre i fodbold, FC København, har fået en kedelig begyndelse på klubbens indtog i denne sæsons Champions League-turnering.

En gruppe Brøndby-hooligans og ditto fra Dortmund havde mandag aften slået sig sammen om at give nogle af de tilrejsende FCK-fans en ubehagelig velkomst til Ruhr-distriktet, inden københavnerne i aften møder den tyske storklub i Champions League-gruppespillet.

Det bekræfter Gunnar Wortman, talsmand for politiet i Nordrhein-Westfalen.

- Vi efterforsker den her hændelse. Lige nu har vi ingen anholdelser, fordi gerningsmændene flygtede i mange forskellige retninger. På nettet florerer der videoer fra hændelsen, og det er noget, der indgår i efterforskningen, siger han.

Videoerne, som spredes via det sociale medie Twitter, viser en gruppe på fire-fem mand sparke og trampe på en person, der ligger ned.

- Det her er en højrisikokamp for os. Det var det også før, hvad der skete i går (mandag, red.). Det betyder, at vi til aftenens kamp vil være massivt til stede og forsøge at forhindre, at der sker yderligere konfrontationer, siger Gunnar Wortman.

Fanfraktioner hos Brøndby og Dortmund har i en årrække haft et samarbejde. (Foto: © Thilo Schmuelgen, Ritzau Scanpix)

Ifølge pressetalsmanden er man i kontakt med dansk politi. Kommunikationsafdelingen ved Københavns Politi bekræfter, at man er til stede i Dortmund for at "observere, spotte og hjælpe" det lokale politi.

Allerede inden episoden i aftes var Københavns Vestegns Politi varskoet om, at der kunne dukke Brøndby-tilhængere op i Dortmund, oplyser Københavns Vestegns Politi til DR.

Derfor bad tysk politi om assistance fra begge storkøbenhavnske politikredse.

Danske klubber er trætte af situationen

Hos FCK tager man afstand fra episoden.

- Det er indlysende idiotisk og vi er selvfølgelig opmærksomme på det, ligesom myndighederne er det. Vi er lettede over, at ingen tilsyneladende er kommet alvorligt til skade, skriver klubbens kommunikationschef, Jes Mortensen, i en sms til DR Sporten.

Hos Brøndby er man bekendt med situationen, udtaler klubbens pressechef, Christian Schultz, til B.T.

- Det er skrækkelige billeder og ødelæggende for fodbolden, at hooligans tager klubber som gidsler ved at bære klubtrøjer i noget, der absolut intet har med fodbold at gøre, siger Christian Schultz til B.T.

Fraktioner i Brøndbys fanmiljø har i flere år haft et samarbejde med fans af Dortmund, mens man lang i tid har kunnet se et banner fra den tyske klub HSV hænge på tribunen, hvor de mest fanatiske FCK-fans holder til.

Kampen mellem Dortmund og FCK fløjtes i gang tirsdag 18:45