Dansker laver selvmål og er på vej ud af CL

Lasse Nielsen dirigerede uheldigt bolden i eget net, da Gent tabte 1-2 til Valencia. Zenit slog Lyon med 3-1.

Lasse Nielsen havde en uheldig aften mod Valencia. (Foto: © jose jordan, Scanpix)

Den belgiske danskerklub Gent ligner et hold, der får svært ved at gå videre til forårets 1/8-finaler i Champions League.

Tirsdag aften tabte holdet på udebane 1-2 til Valencia og står dermed blot noteret for et enkelt point i tre kampe.

Forsvarsspilleren Lasse Nielsen indtog en uheldig rolle i nederlaget. Den tidligere AaB-forsvarer sendte kampens første scoring i nettet, men uheldigvis var det i eget net.

Glidende forsøgte danskeren at afværge et indlæg fra højre side, men i stedet for at sende bolden til hjørnespark, røg den ind bag egen målmand.

Landsmand bænket

Angriberen Nicklas Pedersen tilbragte hele kampen på bænken for udeholdet.

Han kunne se sine holdkammerater få bolden i nettet tre gange i løbet af kampen. For ud over Lasse Nielsen lavede også Stefan Mitrovic selvmål for belgierne, mens Thomas Foket havde held med at score i den rigtige ende.

I gruppens anden kamp vandt topholdet Zenit med 3-1 over franske Lyon. Franskmændene står lige som Gent noteret for et point i tre kampe. Valencia har seks point, mens Zenit er sikkert på vej videre med ni point for tre kampe.

/ritzau/