Carletto bliver han kaldt.
Men langt de fleste kender ham nok nærmere som Carlo Ancelotti.
Den italienske fodboldhjerne, der gennem 30 år som træner har stået i spidsen for nogle af verdens absolutte mastodonter.
Mange af dem har han tilmed gjort til nationale mestre, og da han i weekenden også formåede at føre Real Madrid frem til den spanske ligatitel, blev han den første træner i fodboldens lange og utrolige historie til at have vundet alle de fem største ligaer i verden.
Den italienske Serie A, den engelske Premier League, den franske Ligue 1, Den tyske Bundesliga og nu altså også den spanske La Liga også kaldet Primera División.
Så da den 62-årige italiener i weekenden poserede med en stor, fed cigar i munden, var den – bogstaveligt talt – høje cigarføring i den grad på sin plads.
’Den stille leder’, som han beskrev sig selv som i forbindelse med udgivelsen af bogen om Carlo Ancelotti i 2016, ’Quiet Leadership’, har nu altså ladet lederegenskaberne tale, og de fortæller, at han meget vel kan kalde sig verdens – eller om ikke andet Europas – bedste fodboldtræner.
En træner, der har håndteret de absolut største fodboldstjerner som Cristiano Ronaldo og Gareth Bale, specielle klubejere som Silvio Berlusconi og Roman Abramovich og så ikke mindst en presse, der hele tiden har været klar til at lægge pres på manden, når han har stået i spidsen for klubber som AC Milan, Chelsea, Paris Saint-Germain og selvfølgelig Real Madrid som nu.
Kuglepennen skal ikke lægges væk
Og for at det ikke skal være løgn, kan den hovedansvarlige for bogføringen af fodboldhistorien godt beholde kuglepennen fremme.
For allerede onsdag aften – før blækket fra lørdagens La Liga-titel er tørt – kan der meget vel skulle skrives endnu et Carlo Ancelotti-kapitel i den store historiebog.
Lykkes det Ancelotti og Real Madrid at besejre Manchester City i returkampen i Champions League, vil italieneren således som den første træner nogensinde kunne skrive en femte finale i verdens fineste klubturnering på sit glorværdige CV.
Aktuelt deler han rekorder på de fire finaler med landsmand Marcello Lippi, der nåede fire finaler med Juventus fra 1996 til 2003, Sir Alex Ferguson med fire finaler med Manchester United fra 1999 til 2011, og efter tirsdagens semifinalesejr til Liverpool nu også Jürgen Klopp, der sikrede sin og Liverpools tredje finale siden 2018, mens han i 2013 var i finalen med Dortmund.
Så uagtet at Ancelotti har været i finalen med to forskellige klubber – AC Milan tre gange fra 2003 til 2007 og Real Madrid i 2014 – kan der altså ikke pilles ved rekorden.
Men det kræver, at de nykårede spanske mestre ikke er alt for påvirkede af den høje cigarføring og lørdagens festivitas i Madrid. For Manchester City vandt det første opgør i England i sidste uge med 4-3.
Men sker det så, at Ancelotti får sin femte finale, kan kuglepennen vel endelig pakkes væk for denne gang, ikke? Nej, nej. Ikke nødvendigvis i hvert fald.
For vinder Real Madrid så den eftertragtede finale på Stade de France i Paris den 28. maj, vil Ancelotti være den første og altså eneste træner med fire Champions League-trofæer på samvittigheden.
Men alt dette er for nu blot spekulationer. Og for nuværende må den karismatiske italiener nøjes med at dele rekorden med tre Champions League-triumfer med Zinedine Zidane og i første omgang jagte den femte finale, og hvem ved? Måske også endnu en cigar.
Champions League-semifinalen mellem Real Madrid og Manchester City spilles onsdag klokken 21.





