Det ses ofte i vigtige fodboldkampe på den største scene.
At taktikken tager over, og de to mandskaber nærmere lurer hinanden an end angriber i forsøget på ikke at lave fejl og give gaver til modstanderne. Særligt i et opgør som tirsdagens mellem Manchester City og Real Madrid, som var det første af to semifinaleopgør i denne sæsons Champions League.
Men begge mandskaber havde svært ved at holde antallet af fejl på et minimum, og det så til tider ud til, at de spillede for at gøre det, det hele handler om. At score ét mål mere end de andre.
Manchester City var foran næsten bogstaveligt talt fra start til slut. 1-0-scoringen faldt efter halvandet minut, og ifølge Real Madrid-målmand Thibaut Courtois har det været kendetegnende for dem.
- Det er sket for ofte for os i den her sæson, at vi har været passive. Det her var semifinalen i Champions League, og det nytter ikke noget, at vi ikke er klar i sådan en kamp, sagde han efter kampen til TV3+.
På trods af at indkassere fire gange svarede den spanske storklub tilbage. Og med et nederlag på bare et enkelt mål er alt åbent, skriver flere spanske medier.
- Ingen kan dræbe Madrid!
- Real Madrid er udødelige og skal svare tilbage på hjemmebane efter en fantastisk kamp uden forsvar. Manchester City blev sluppet løs i angrebet, men var skrøbelige bagved, skriver det spanske medie AS.
Også mediet Marca skrev efter tirsdagens storkamp, at alt er åbent inden anden semifinale.
- Madrid, når det er bedst.
- Real indkasserede fire, men forlod stadig stadion med en følelse af sejr. De tabte 3-4, men fortjente at tabe med 3-8. De var en katastrofe i forsvaret, og midtbanen blev skilt fra hinanden, skriver Marca.
Målfest i Manchester
93 sekunder. Længere gik der ikke, før Manchester Citys belgiske midtbanekreatør Kevin De Bruyne fandt plads i feltet uden en Real-forsvarer i nærheden.
Den vanlige oplægger satte pandebrasken på et kælent indlæg fra Riyad Mahrez, og så var Manchester City både foran og i gang.
De Bruyne var straks tilbage i sin rolle som assistmager, da han efter ti minutter fandt Gabriel Jesus med et fladt indlæg. Den brasilianske angriber scorede til 2-0 efter et dårligt forsøg på en tackling fra David Alaba, og så var panderynkerne dybe hos Real Madrid-spillerne.
I løbet af første halvleg var det tættere på Citys tredje end Real Madrids første mål. Riyad Mahrez havde en god mulighed på noget nær en friløber, men sparkede i sidenettet.
Det gjorde Real Madrids talisman Karim Benzema til gengæld ikke, da han efter 33 minutter ud af ingenting reducerede til 2-1 og bragte den spanske storklub tilbage i opgøret.
Tidligt i anden halvleg var Phil Foden fuldstændig umarkeret og headede bolden i mål. Men inden jublen havde lagt sig, reducerede Real Madrids lynhurtige kantspiller Vinicius til 3-2 efter en lang dribletur, som hverken den ene eller anden City-forsvarer forsøgte at stoppe.
Et kvarter før slutfløjt var det igen den spanske defensiv, der var passiv. City skulle have haft frispark, men udnyttede fordelen, da portugisiske Bernardo Silva scorede til 4-2.
Og det blev ved med at udvikle sig. Real Madrid fik tildelt straffespark, og Karim Benzema scorede igen med et elegant og iskoldt chip midt i målet til slutresultatet 4-3.
Spaniernes træner, Carlo Ancelotti, lovpriste efterfølgende sine spilleres evne til at bevare fatningen og forblive i opgøret. Dog havde Real Madrid for svært ved at holde styr på Manchester Citys offensiv.
- Som fodboldfan må det have været en fantastisk kamp, men som cheftræner for Real Madrid må jeg også konstatere, at vi lukkede for mange nemme mål ind, siger Carlo Ancelotti til britiske BT Sport.
I den anden lejr ægrer Manchester Citys cheftræner, Pep Guardiola, sig over, at man ikke scorede på flere af sine muligheder i, hvad spanieren kalder en fantastisk kamp.
- Ingen kan sige, at de ikke nød det. Det var god reklame for fodbold, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.
Returopgøret på Santiago Bernabeu spilles onsdag i næste uge.
