Det dufter af fordums styrke i støvlelandet: To hold i semifinalen for første gang i 20 år

AC Milan møder Inter Milan i den ene semifinale i Champions League. Ikke siden 2003 har Italien haft to mandskaber blandt de sidste fire i Champions League.

Inter Milan er klar til semifinalen i Champions League. Det samme er AC Milan. (Foto: © IMAGO/www.imagephotoagency.it, IMAGO/Gribaudi/ImagePhoto)

Det dufter af mere end pasta og risotto i støvlelandet i disse dage.

Tirsdag kunne AC Milan spille sig i semifinalen i Champions League for første gang siden 2007, og onsdag fulgte bysbørnene fra Inter trop, da de landende en plads blandt de sidste fire for første gang siden 2010.

Dermed har det fodboldgale sydeuropæiske land to hold med i Champions Leagues semifinaler. Endelig, vil mange italienere nok sige.

Det er nemlig 20 år siden, der sidst var to italienske mandskaber blandt de fire bedste klubhold i Europa.

Og det er værd at løfte øjenbrynene over, lyder det fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul. Især fordi italienske hold de seneste år har været helt ude af det fine selskab.

- Det er markant, at de lige pludselig har to hold, som spiller sig så langt i Champions League og måske også et tegn på, at italienske hold de seneste år er kommet tættere på den europæiske top, siger Andreas Kraul.

Inters italienske landsholdsspiller Nicolo Barella (nummer 23) scorede et drømme mål mod Benfica, da Inter spillede sig videre til semifinalen i Champions League. (Foto: © ALESSANDRO GAROFALO, Ritzau Scanpix)
Inters italienske landsholdsspiller Nicolo Barella (nummer 23) scorede et drømme mål mod Benfica, da Inter spillede sig videre til semifinalen i Champions League. (Foto: © ALESSANDRO GAROFALO, Ritzau Scanpix)

Og der har været langt mellem grappaerne for italienerne, som ellers i 1990'erne og og begyndelsen af 00'erne var vant til at spille med om de store titler.

Men i dette årtusinde er magtbalancen flyttet og den italienske liga, Serie A, har i mange år været milevidt fra prædikatet 'verdens stærkeste liga', som støvelandets bedste fodboldrække tidligere gik under.

Det fik i 2014 det italienske fodboldforbund til at kigge indad. Italiensk fodbold skulle bringes tilbage på menukortet i den europæiske fodboldtop.

- De kunne se, at der skete så meget rent økonomiske rundt om i fodboldeuropa at den tid, hvor spillere automatisk søgte til Italien, fordi det var 'verdens stærkeste liga', var slut, siger Andreas Kraul.

Italienerne indså, at de ikke kunne vinde det økonomiske våbenkapløb, og derfor indførte fodboldforbundet en række tiltag, som skulle gøre støvlelandet konkurrencedygtigt.

Ét af de mere markante var, at minimum otte af klubbernes 25 spillere skulle være italienere, og at fire af dem skulle komme fra klubbernes egen ungdomsafdelig.

Og ni år efter det italienske fodboldforbund indførte de nye tiltag, ser det nu ud til at bære frugt, lyder det fra Andreas Kraul.

- Selvfølgelig er det et øjebliksbillede, og jeg er da heller ikke sikker på, at der er to italienske hold i semifinalen i næste års Champions League, men det virker som om, italiensk fodbold er blevet mere slagkraftig de seneste år, siger Andreas Kraul.

Det er ikke kun i Norditalien, der er fodboldfeber. Også hos Napoli har de masser at glæde sig over. Syditalienerne er på vej mod klubbens første mesterskab siden Maradona spillede titlen til Napoli i 1990:

Den foreløbige kulmination på det hårde arbejde i italiensk fodbold kom i 2021, da landsholdet sikrede sig EM-guld med finalesejr over England på Wembley.

Og at det netop er de to Milano-klubber, som er nået langt i dette års Champions League, vidner om, at støvlelandet også har formået at øge niveauet på de bedste klubhold.

For når hverken Napoli som fører Serie A suverænt eller Juventus, som de seneste mange år har været italienernes spydspids i europæisk topfodbold er med blandt de sidste fire, fortæller det noget om bredden i Italiensk fodbold, siger Andreas Kraul.

- Det er jo en fordel for alle hold i ligaen, når niveauet øges. Det gør også, at hvis én klub ikke rammer niveauet i de europæiske kampe, er der flere andre, som kan føre de italienske faner videre i de europæiske turneringer, siger Andreas Kraul.

Første kamp i semifinalerne i Champions League spilles den 9. og 10. maj, mens der er returopgør den 16. og 17. maj.