DIN CL-AFTEN Nederlagsramt Barca jagter revanche

Marco de los Reyes peger på tre ting, der er værd at bide mærke i før aftenens to kampe.

Det lykkedes ikke for Lionel Messi at score på dette frisparksforsøg i Champions League-kampen mod Atletico Madrid på Camp Nou i 2014. (Foto: © GUSTAU NACARINO, Scanpix)

I aften spilles de to første kvartfinaler i denne sæsons Champions League, og den ene af kampene er i mine øjne blevet langt mere spændende, end den var for blot få dage siden.

Her tænker jeg på det rene spanske opgør mellem FC Barcelona og Atletico Madrid.

Som på alle Champions League-kampdage udpeger jeg tre emner, der især er værd at hæfte sig ved forud for aftenens kampe, og jeg begynder naturligvis med med den ovennævnte kamp.

1. Er Barca rystet?

FC Barcelona har nu i langt over et år været Europas bedste klubmandskab, og det laver et enkelt nederlag som det mod Real Madrid i lørdags ikke om på.

Alligevel synes jeg, at der er nogle alarmklokker, der bør ringer - blot en lille smule. For Lionel Messi og hans holdkammerater ramte ikke deres topniveau i El Classico, som de tabte 1-2. Og i anden halvleg virkede det tilmed som om, de havde meget svært ved at finde modtræk, da Real Madrid pressede for at score at det sejrsmål, som også kom.

Barca-mandskabet var i den kamp vel højst på omkring 75-80 procent af det maksimale af, hvad det kan præstere, og kommer de forsvarende mestre ikke tættere på topniveauet i aften, kan der vente en stor overraskelse, hvilket uafgjort vil være i mine øjne.

Luiz Suarez, Neymar og Lionel Messi jubler over en scoring i kvartfinalen, hvor FC Barcelona sendte Arsenal ud af turneringen. (Foto: © Tony O'Brien, Scanpix)

2. Revanchetid

Selv om træner Luis Enriques tropper er favoritter, er det altså dem, der har revanche til gode, når det handler om mesterligaen.

For da de to hold mødtes i turneringen for præcis to år siden, var det Atletico Madrid, der sikrede sig den samlede sejr. Hovedstadsklubben fik 1-1 på udebane i den første kamp og vandt returmatchen 1-0.

Siden tabte Atletico Madrid finalen til Real Madrid med 1-4, men først efter forlænget spilletid.

Isoleret set vil det naturligvis være en meget stor overraskelse, hvis Atletico Madrid igen sender Barca ud. Men historisk set vil det vurderet på én front ikke være det. Siden gruppespillet blev indført i 1992/1993, har det forsvarende mesterhold nemlig aldrig genvundet turneringen året efter.

Min vurdering af aftenens kamp: Barca-sejr: 60 procent. Uafgjort 30 procent. Atletico-sejr: 10 procent.

Renato Sanches (til venstre) i duel med Hulk fra Zenit Sankt Petersborg, som Benfica sendte ud i 1/8-finalerne. (Foto: © maxim Zmeyev, Scanpix)

3. Benficas wonderboy

Renato Sanches er kun 18 år, og alt tyder på, at vi kommer til at høre meget til denne unge spiller i fremtiden.

Benfica-teenageren har allerede spillet to kampe på det portugisiske A-landshold, og ofte sættes han også i forbindelse med storklubber især i England. I går kunne den portugisiske avis A Bola endda kunne fortælle, at Manchester United er tæt på at sikre sig en aftale med ham.

Renato Sanches er central midtbanespiller, og det bliver spændende at se, hvad han kan præstere mod Bayern München.

Måske kommer vi også til at se ham ved EM-slutrunden til sommer?

Min vurdering af aftenens kamp: Bayern-sejr: 75 procent. Uafgjort 15 procent. Benfica-sejr: 10 procent. Hvad har du af forventninger til i aften? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!