DIN CL-AFTEN Reals nye våben, svensk succes og en ufarlig djævel

Marco de los Reyes peger på tre ting, der er værd at bide mærke i før aftenens kampe.

Keylor Navas har som målmand været stærkt medvirkende til, at der kun er scoret få mål mod Real Madrid i denne sæson. Billedet er fra en venskabskamp mod Bayern München sidst på sommeren. (Foto: © Jason Cairnduff, Scanpix)

Halvdelen af kampene i denne sæson gruppespil er overstået, og jeg synes, at grupperne generelt har udviklet sig til at være langt mere jævnbyrdige og spændende at følge, end jeg havde troet.

I aften bliver de første otte kampe i fjerde runde så spillet, og som på alle Champions League-kampdage peger jeg på tre ting, der især er værd at hæfte sig ved forud for aftenens kampe.

1. Real Madrids imponerende defensiv

Jeg synes, at det forud for aftenens storkamp mellem Real Madrid og Paris Saint-Germain og Zlatan Ibrahimovic er på sin plads at fremhæve, hvor stærk en defensiv, som den spanske hovedstadsklub har haft i denne sæson, og som nærmest er et helt nyt våben, da det normalt er offensiven, der er i særklasse.

Real Madrid har eksempelvis kun lukket fire mål ind i ti kampe - og har selv scoret 24 mål - mens målscoren efter de tre første Champions League-kampe er 6-0. Det er altså imponerende.

Det kan sagtens være, at Sergio Ramos og Co. slet ikke kommer til at lukke mål ind i mesterligaens gruppespil, og hjemme i La Liga kommer den helt store test, når FC Barcelona - dog uden Lionel Messi - er modstanderen den 21. november.

Real Madrid-Paris Saint-Germain spilles 20.45 og vises direkte på TV3+.

Trætte Malmö FF-spillere jubler efter 1-0-sejren på hjemmebane over Shakhtar Donetsk. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

2. Malmö FF tæt på Europa League

Da Malmö FF i sidste sæson var med i gruppespillet, blev det til en sidsteplads og dermed et et hurtigt exit.

I denne sæson kan svenskerne allerede i aften sikre sig tredjepladsen, som giver adgang til Europa League. Der sker, hvis de - på udebane - slår Shakhtar Donetsk for anden gang i træk. For i så fald kan den ukrainske klub ikke længere overhale Malmö FF - selv om der endnu mangler to runder.

Men selv uafgjort vil være et meget godt resultat for Malmö FF, som dermed vil have fire point, mens Shakhtar Donetsk blot vil have et enkelt.

På papiret vil Malmö FF med en sejr tilmed fortsat have en teoretisk chance for at komme videre i Champions League. Men i mine øjne er det urealistisk at tro, at de kan overhale enten Real Madrid eller Paris Saint-Germain.

3. Rød djævel er næsten gået i stå

Jeg hører også til dem, der var meget imponeret af Anthony Martial lidt tidligere på sæsonen. Jeg tror også, at den blot 19-årige franskmand kan blive en stor stjerne og måske endda en af Europas bedste angribere. Men jeg må også konstatere, at han scoringsmæssigt er gået i stå.

Anthony Martial (til venstre) i duel med Martin Kelly fra Crystal Palace, som lørdag spillede 0-0 mod Manchester United. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

Anthony Martial blev for alvor berømt, da han scorede fire mål i fire kampe fra den 12. til den 23. september. Siden han han spillet flere gode kampe, men det er altså kun blevet til et mål i ni kampe.

Det skal naturligvis tilføjes, at stortalentet i de seneste kampe har optrådt på venstre fløj og ikke helt i front som tidligere på sæsonen. Desuden er hans præstationer jo også afhængig af "de røde djævles" niveau, og det har i lang tid ikke været prangende.

Derfor bliver det meget spændende at se, hvad holdet og ikke mindst Anthony Martial har at byde på i aftenens kamp mod CSK Moskva. En kamp, som Manchester United helst skal vinde, hvis chancerne for at gå videre, fortsat skal være gode.

Manchester United-CSKA Moskva spilles 20.45 og vises direkte på TV3 Sport1

Hvad har du af forventninger til aftenens kampe? Skriv herunder!