Efter 13 års fravær er Inter klar til Champions League-finalen

Med en samlet sejr på 3-0 over AC Milan sikrede Inter finalepladsen i denne sæsons Champions League.

Lautaro Martinez blev matchvinder for Inter, da klubben tirsdag aften slog AC Milan i kampen om en finaleplads i Champions League. (Foto: © Luca Bruno/AP/Ritzau Scanpix)

Den første finalist i denne sæsons Champions League for herrer er fundet.

Det bliver italienske Inter, der den 10. juni skal kæmpe om det eftertragtede trofæ med de store ører. Det står klart efter tirsdagens returopgør mod ærkerivalerne fra AC Milan, som Inter vandt 1-0.

Med sidste uges 2-0-sejr til Inter som en del af ligningen er de blå og sortstribede fra Milano for første gang siden 2010 klar til Champions League-finalen.

Her venter enten Manchester City eller de forsvarende mestre fra Real Madrid.

Den sidste finalist bliver fundet onsdag aften, når Real Madrid gæster Manchester i forbindelse med returopgøret. De to mandskaber spillede 1-1 i sidste uge.

Inter vandt Champions League i 2010, da José Mourinho var manager i klubben. (Foto: © CHRISTOPHE SIMON, Scanpix Denmark)

Veloplagte sprællemænd

Tirsdagens kamp startede, ligesom det første opgør, med bulder og brag, men modsat sidste uges kamp krydsede bolden ikke målstregen tidligt.

Flere gange i løbet af de første 45 minutter bevægede de to mandskaber sig dybt ind i modstanderens felt, men takket være to veloplagte målmænd i Inters André Onana og AC Milans Mike Maignan endte halvlegen målløs.

Mulighederne var der, men reflekserne fra de to mellem stolperne var bare en my bedre.

Inter-keeper André Onana i luftduel mod AC Milans Olivier Giroud. (Foto: © Matteo Bazzi, Ritzau Scanpix)

I anden halvleg blev spillet en smule forkrampet for AC Milan, der ligesom Inter-spillerne kunne se, at det stigende minuttal kun var til gavn for et af holdene.

Efter godt en times spil så semifinalen ud til at få dansk islæt, da Malick Thiaw blev skadet. Simon Kjær måtte dog tage overtrækstrøjen på igen, da AC Milan-træner Stefano Pioli i stedet valgte at skifte franske Pierre Kalulu ind.

Danskeren så derfor hele kampen fra bænken. Herfra kunne han se sine holdkammerater slide og slæbe for at skabe spænding om finalepladsen med en scoring.

Inter-angriber Lautaro Martinez kom dog ærkerivalerne i forkøbet, da han med venstrebenet sparkede bolden fladt ind til 1-0 med et kvarter igen.

Lautaro Martinez spænede ud til tilskuerne efter sin scoring til 1-0. (Foto: © ISABELLA BONOTTO, Ritzau Scanpix)

Derfor er det Inter, der den 10. juni skal spille Champions League-finale i Istanbul.

I kvindernes finale, som spilles den 3. juni i hollandske Eindhoven, venter et opgør mellem Wolfsburg og FC Barcelona.