Fodboldgale Milano har varmet op til 'elektrisk' brag i flere uger

AC Milan og Inter har i mange år været en parentes i europæisk topfodbold, men i år er klubberne tilbage i det fineste selskab.

AC Milan og Inter spiller onsdag første kamp i semifinalen i Champions League. Sidst, de to italienske giganter mødtes i den europæiske klubturnering, var i kvartfinalen i 2005. (Foto: © STEFANO RELLANDINI, Scanpix Danmark)

For de 76.000 tilskuere, der har været så heldige at erhverve sig en billet, er det som at tage en tur i tidsmaskinen, når portene på San Siro i Milano går op i aften.

Efter mange års dvale danner den ikoniske betonklods atter ramme for en Champions League-semifinale - og endda to gange inden for en uge.

For de to store Milano-klubber, AC og Inter, der deler stadion, har nemlig spillet sig blandt de sidste fire i verdens største klubturnering og brager kl. 21.00 sammen, i hvad der meget vel kan betegnes som et af de største og vigtigste derbyer i italiensk fodboldhistorie.

Spoler man tiden 10-15 år tilbage, ville synet af de to klubbers navne i en Champions League-semifinale næppe skabe løftede øjenbryn, men siden AC Milans sejr i 2007 og Inters i 2010 har har pokalen med de store ører været et mytisk objekt i Italiens næststørste by.

Økonomien i italiensk fodbold har været lagt i ruiner, hvor kun den gamle dame fra Torino havde ressourcer til at bide skeer med storholdene fra England og Spanien.

Men i år er det som om, en svunden tid er genopstået, og uanset udfaldet af de to semifinaleopgør mellem AC og Inter, er Milano sikker på at være repræsenteret finalen i Istanbul den 10. juni.

Du kan høre hele episoden med Thomas Helveg i DR Sportens podcast Tyvstart.

Thomas Helveg (venstre) spillede fra 1998 til 2003 i AC Milan og nåede næsten 150 kampe. (Foto: © GIUSEPPE FARINACCI, Scanpix Danmark)
Thomas Helveg (venstre) spillede fra 1998 til 2003 i AC Milan og nåede næsten 150 kampe. (Foto: © GIUSEPPE FARINACCI, Scanpix Danmark)

En speciel kamp på et specielt stadion

Det er de færreste spillere, der får lov til at spille et lokalopgør af den størrelse, som kampen mellem AC Milan og Inter er. Endnu færre får lov til at gøre det i både den rød/sorte Milan-trøje og den blå/sorte Inter-trøje.

Men det er der faktisk en dansker, der har, og han hedder Thomas Helveg.

Den tidligere danske landsholdsanfører nåede fem år I AC Milan, inden han rykkede over på modsatte bænk og iklædte sig Inter-trøjen i 2003.

Han husker opgørene på San Siro som noget, man skal opleve for at forstå.

- Jeg har spillet mange kampe forskellige steder, men lokalopgøret i Milano har sin helt egen historie, og det er noget ud over det sædvanlige. Klubberne ser kampene som en vigtig ting, men for fansene er de altoverskyggende, siger Helveg, der har besøgt DR-podcasten Tyvstart.

Han fortæller endvidere, at der sker ting og sager i bybilledet i Milano, når de to klubber tørner sammen.

- Man kan mærke, at byen emmer af fodbold. Det starter flere dage inden, hvor folk kommer til udefra, og de lokale har bagt op lang tid inden. Politik og alt muligt andet er sekundært i flere uger op til.

Og så har stadion en helt speciel betydning for 'Derby della Madonnina'.

- Stadion er sådan et stadion, hvor man enten synes, det er et fedt stadion, eller også hader man det, fordi et er en stor betonklods. Jeg synes, det er fascinerende, siger Helveg.

- Stadion er som domkirken et vartegn for byen. Atmosfæren på stadion er elektrisk. Euforisk.

Fodboldkatedralen San Siro, som har plads til 76.000 tilskuere, tårner i det vestlige Milano. (Foto: © CLAUDIA GRECO, Ritzau Scanpix)
Fodboldkatedralen San Siro, som har plads til 76.000 tilskuere, tårner i det vestlige Milano. (Foto: © CLAUDIA GRECO, Ritzau Scanpix)

Noget har ændret sig

Mens AC Milan har vundet Champions League syv gange, står Inter noteret for tre titler. Det er derfor klubber med en flot historik i turneringen.

Derfor har der også måtte kæmpes med selvforståelsen det sidste årti plus det løse, hvor resultaterne ikke helt har fulgt med, fortæller Helveg.

- Det er to klubber, der stadig ser sig selv som værende en magtfaktor både i italiensk fodbold og i Europa.

Kommercialiseringen af professionel fodbold har været dårlig for Milano-mastodonterne, der har måtte fiske spillere fra topklubbernes reservelagre i mange år, mens de selv kunne se de største profiler søge mod England og Spanien.

Sådan var det ikke i de gode gamle dage. Dengang Italien var et land, hvor klublegender blev født.

- Den tid er ikke mere, og de her 'senatorer' fra diverse klubber er mere sjældent i vores dage. Jeg ved ikke engang, hvem jeg skal nævne. Det her omskiftelige forum, en fodboldspiller spiller i, gør bare, at man får flere klubber på cv’et, så tiden med de store legender får vi ikke mere. Der er for meget business i fodbold i dag, siger Helveg og fortsætter.

- Der var en kerne af spillere, som havde DNA’et i sig i begge klubber. Det var en fed ting at opleve.

Hjertet bløder rødt, sort og azurblåt

Med kampe og kammerater i begge klubber er det oplagt at spørge, hvem Thomas Helveg kommer til at holde med, når opgøret sparkes i gang i aften.

Men svaret er rimelig entydigt for Helveg, hvis historik trods alt er længst i AC Milan.

- Hjertet ligger helt klart mest i AC Milan, og det lægger jeg ikke skjul på. Jeg var der i fem år, og det satte nogle spor.

- Der er sket meget siden, og netværket tynder selvfølgelig ud, fordi besætningen bliver anderledes, men jeg havde en god tid, og jeg oplevede en kæmpe klub, der var meget familieorienteret. Jeg har taget den til mig, og jeg holder af den og med den i dag.

Inden AC Milan og Inter tilbragte Helveg også fem år i Nordøstitalien, hvor han tørnede ud for Udinese fra byen Udine.

Sammenlagt blev det altså til 11 år i Italien, og derfor har fynboen også en forkælighed for Italien og italiensk fodbold.

- Italiensk fodbold har haft en svær tid, men nu viser man endelig, at man er tilbage, og det glæder mig sindssygt meget. Italiensk fodbold kan noget andet end de andre ligaer. Det er de gamle senatorer, der sidder og styrer klubberne, og måske er de ved at føre dem tilbage til det øverste trin.

- Det glæder mig for Milano, at AC Milan og Inter er tilbage i toppen, men jeg glæder mig måske endnu mere for italiensk fodbold.

Kampen mellem AC Milan og Inter starter i aften kl. 21.00 og kan ses direkte på TV3+ eller følges i appen DR Nyheder.