Holdene fra den spanske hovedstad har været hårde ved fodboldstjernerne Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.
I sidste uge slog Real Madrid Lionel Messis PSG ud af Champions League. Tirsdag aften var det så bysbørnene fra Atletico Madrid, der ekspederede Cristiano Ronaldo og Manchester United ud af verdens største klubturnering.
Sidste år blev de to stjerner begge slået ud i ottendedelsfinalen i Champions League, og historien gentager sig selv i denne sæson.
Det står klart efter tirsdagens kamp på Old Trafford i Manchester, hvor Atletico Madrid vandt med 1-0. Efter 1-1 i det første opgør er Manchester United fortid i denne Champions League-sæson.
Hjemmeholdet havde ellers chancerne i første halvleg til at bringe sig foran, men mod slutningen af halvlegen overlistede gæsterne det engelske storholds defensiv.
Med en fiks hælaflevering fandt Joao Felix holdkammeraten Antoine Griezmann i højre side af banen. For enden af et blødt indlæg til bagerste stolpe pandede Renan Lodi Atletico Madrid foran 1-0.
Efter pausen holdt spanierne Ronaldo og kompagni fra fadet, da de i en velkendt position med god struktur og hårdt defensivt arbejde foran eget mål dæmmede op for hjemmeholdet.
Manchester-træner Ralf Rangnick forsøgte sig med en tremandsindskiftning, hvor blandt andre Paul Pogba og Marcus Rashford kom på banen.
Det battede dog ikke det store på grønsværen, hvor det tætteste forsøg kom efter et frispark i højre side. Her diskede gæsternes slovenske målmand Jan Oblak op med en dobbeltredning og afværgede både Raphael Varanes hovedstød og Cristiano Ronaldos efterfølgende saksespark.
I det åbne spil kunne Manchester United ikke finde huller i det strukturerede spanske forsvar, og spanierne var dygtige til at tilkæmpe sig små frispark, der spolerede hjemmeholdets rytme efter pausen.
- Vi kunne ikke konvertere vores energi til mål. I anden halvleg var det svært på grund af de mange spilstop, siger Manchester Uniteds træner, Ralf Rangnick, efter kampen til TV3+.
Dermed er Manchester United ude og Atletico Madrid med i bowlen, når der fredag skal trækkes lod om kvartfinaleopgørene.
Med i bowlen skulle enten Ajax Amsterdam eller Benfica, der mødtes i det andet opgør tirsdag aften.
Efter et målrigt første opgør i Lissabon, som endte 2-2, var der dog mindre gang i scoringerne i den hollandske hovedstad.
Fra bænken kunne danske Mohamed Daramy se holdkammeraterne komme bagud med et kvarter igen efter et hovedstødsmål fra Darwin Nunez, hvor Ajax-målmand André Onana blev fanget på mellemhånd.
Ajax formåede ikke at slå tilbage, og Benfica avancerer derfor til kvartfinalerne. De øvrige hold, der er blandt de otte sidste i Champions League, er Manchester City, Liverpool, Real Madrid og Bayern München.
Onsdag skal de to sidste kvartfinalister findes. Her mødes Lille og Chelsea i det ene opgør, mens Juventus tager imod Villarreal i det andet.




