'Han ligner en, der er besat af at score mål': Haalands hemmelighed handler om mod

Målmaskinen Erling Haaland er topscorer i både Premier League og Champions League.

Erling Haaland kom på tavlen hele fem gange i ottendedelsfinalen i Champions League. I aften går turen til Madrid. (Foto: © Nick Potts, PA Wire/PA Images)

Det kræver ikke mange af fodboldens fine uddannelser for at se, at Erling Haaland er noget specielt.

Den 22-årige angriber, Norges eksportvare nummer et, har ikke haft tid til at se sig i bakspejlet, efter han ankom til Manchester City i sommer.

Med fire kampe tilbage af Premier League-sæsonen har han allerede sat sig på rekorden som den mest scorende spiller i én sæson, men hvilke kvaliteter er det, der får Haaland til at ligne selveste fodboldens urkraft på to ben?

Steffen Højer, dansk U21-landstræner og tidligere topscorer i Superligaen, er ikke i tvivl.

  • Steffen Højer scorede 124 mål i Superligaen fra 1993 til 2008.
  • I dag er han landstræner for det danske U21-landshold. (Foto: © Lasse Lagoni)
1 / 2

Der er mange spillere, som er dygtige foran mål, men Erling Haaland har en mentalitet, når det kommer til at score mål, som er uhyre sjælden.

- Udefra ligner han en, der er fuldstændig besat af score mål. Hvis man kunne måle, hvad der sker i hans hjerne, når han scorer, så tror jeg man vil se noget helt unikt. Han lever for at score mål, og så han har en voldsom pakke.

- Han sparker som en hest, er lynende hurtig, vild og energisk. Det er nogle ting som gør, at han er meget svær at holde, når han kommer i feltet, siger Steffen Højer.

Ikke bange for at slå sig

I aften står Erling Haaland for første gang i en Champions League-semifinale, når Manchester City og Real Madrid lægger arm i det første af to opgør.

På det danske U21-landshold træner Steffen Højer de næste, der drømmer om at slå igennem med samme pondus, som Erling Haaland har formået.

Men der er især ét parameter, hvor nordmanden adskiller sig fra alle andre - om så de er yngre eller ældre.

- Han har en stor vilje til at løbe derind, hvor det kan gøre ondt. Nogle gange kræver det ti løb, før bolden kommer, men han er så vild med at score, at han vil gøre, hvad det kræver. Han er ikke bange for at slå sig.

- Alle har noget, og nogen har også den her ærgerrighed. Men der er også noget timing, at man ikke bare løber ind i boksen, men gør det med klogskab og erfaring, og der synes jeg, at han hele tiden bliver bedre, siger Steffen Højer.

På det danske U21-landshold har han arbejdet sammen med angriberen Rasmus Højlund, der tidligere på året brillerede med fem mål i to kampe for det danske landshold.

Ham kommer Steffen Højer nok ikke til at se mere til i ungdomsregi, men det danske angriber har også suget til sig fra sin norske kollega.

- Højlund har udviklet sig ekstremt i det seneste år, når man ser på løb i feltet, og der er nogle lighedspunkter mellem de to. Højlund er så dygtig og klog en fyr, at han godt ved, at han skal kigge efter ham nordmanden, hvis han vil udvikle sig, siger Steffen Højer.

Må ikke blive tilfreds

Nu er spørgsmålet bare, om den stadig unge nordmand har tænkt sig at træde en smule på bremsen, eller om karrieren kun kan fortsætte i et gear de næste mange år.

Forventningerne bliver ikke mindre, men den slags udefrakommende udfordringer tror Steffen Højer ikke kan røre Erling Haaland.

- Jeg tror det handler mere om, hvorvidt kroppen kan blive ved. Det er en stor krop at steppe rundt på. Det er svært at sige, at han bare sikkert bliver ved, men hans historie, måden han kom til Dortmund og er gået videre til Premier League, det er ekstremt.

Ifølge Steffen Højer er Erling Haalands helt store force, at han ikke er bange for at løbe derind, hvor det kan gøre ondt. (Foto: © Lindsey Parnaby, Ritzau Scanpix)

- Lige nu skal man bare se en spiller, der blæser derudad. Hvor han er om to år, dét bliver rigtig interessant, for han er ikke helt komplet. Pep Guardiola siger også, at der er ting som han kan arbejde på. Han må ikke blive tilfreds, for så kan det begynde at gå ned ad bakke, siger Steffen Højer.

Første opgør mellem Real Madrid og Manchester City spilles klokken 21.00 i Madrid. Den kan ses på TV3+