Harder, Better, Faster, Stronger: ’Nu er det Champions League-titlen, der mangler’

Pernille Harder og Wolfsburg møder spanske Barcelona i Champions League-semifinalen.

Pernille Harder har efterhånden vundet, hvad der kan vindes med Wolfsburg.

I juni vandt den danske fodboldstjerne suverænt det tyske mesterskab for fjerde gang i træk med sin klub. Holdet vandt 20 ud af sæsonens 22 kampe og blev ikke besejret. Harder sikrede sig samtidig topscorertitlen med 27 mål.

Senere på sommeren blev det til dobbelt op for Wolfsburg, da de sikrede sig pokaltitlen over Essen – endda med en afgørende sidste scoring i straffesparkskonkurrencen af Pernille Harder.

I aften gælder det videre avancement i Champions League-turneringen, hvor spanske Barcelona venter i semifinalen.

En turnering hvor Pernille Harder scorede fire mål i Wolfsburgs overbevisende 9-1-sejr over skotske Glasgow City i kvartfinalen.

Wolfsburg er igen favoritter i semifinalen mod Barcelona, men den danske profil forventer ikke, at præstationen bliver lige så overbevisende mod de spanske mestre, som det tyskerne leverede i kvartfinalen.

Harder nettede hele fire gange og blev noteret for en assist i 9-1-sejren over skotske Glasgow City. (Foto: © pool, Scanpix)

- Det var selvfølgelig en fantastisk kamp og en fantastisk måde at starte Final 8-turneringen på. Det er det også personligt, jeg scorer fire mål i den første kamp, og får godt med selvtillid bygget på til de næste kampe, siger Pernille Harder til Viasat og fortsætter:

- Vi ved godt, at Glasgow ikke er på samme niveau som Barcelona, men det er altid dejligt at komme godt i gang, få et par mål, få nogle gode aktioner og en god præstation. Det er altid vigtigt.

Nu mangler én titel i pokalskabet

Wolfsburg vandt Champions League i både 2013 og 2014. Den tyske klub nåede efterfølgende frem til finalen i både 2016 og 2018, men begge gange endte det med nederlag til franske Lyon.

Harder skiftede til Wolfsburg i 2017 fra svenske Linköpings FC. Den danske Wolfsburg-spiller står derfor for anden gang med muligheden for at krone en mindeværdig sæson i Wolfsburg med den eftertragtede pokal – hvis Wolfsburg altså formår at slå Barcelona og spille sig i finalen.

- Det vil betyde enormt meget. Alle ved at Champions League-titlen er den største.

- Jeg vundet alt andet jeg kan med Wolfsburg. Nu er det Champions League-titlen, der mangler. Hele holdet og jeg vil gøre alt for at vi kan vinde den i år. Både for klubben og for byen, siger Pernille Harder til Viasat.

Wolfsburg har været altdominerende hele sæsonen i den tyske Bundesliga. Nu skal de prøve kræfter mod de spanske mestre fra Barcelona.

Et hold der har haft samme hjemlige succes i den spanske liga, som Wolfsburg har haft i den tyske. Barcelona vandt 19 ud af sæsonens 21 kampe – og blev ikke besejret.

Barcelona var ligeledes i Champions League-finalen forrige sæson.

Et godt hold, som gerne vil spille og have bolden meget.

- Hvor vi måske mere praktiserer power og vil fremad i banen, uddyber Harder.

- Det bliver en spændende kamp. Vores plan er, at vi skal ødelægge deres spil. De skal ikke have lov til at spille det spil, de gerne vil. Og at vi så kan bruge vores tempo fremad til at få skabt en masse chancer.

Barcelona vandt 1-0 over Atletico Madrid i Champions League-kvartfinalen. (Foto: © JAVIER Soriano, Scanpix)

Den danske landsholdsanfører håber også, at det dominerende tyske mandskabs resultater kan skabe respekt hos de resterende hold i Europa.

- Jeg tror, at mange hold har været lidt bange for os, inden vi er gået ind til kampen. Det er også noget af det, vi udstråler.

- Det er vigtigt at have et par plusser inden kampen. Det tror jeg også, at vi viste lidt i den første kamp, når vi går ud og vinder 9-1. Det ved vi også godt, at de andre hold ser. Det er et godt signal at sende, uddyber Harder.

Topscorertitlen inden for rækkevidde

Pernille Harder har også personligt et par plusser på målkontoen inden opgøret i aften. Hele ni stykker. Hollandske Vivianne Miedema er midlertidig topscorer i CL-turneringen med ti mål for engelske Arsenal, der ikke længere er med i turneringen.

Harder er derfor indstillet på at jagte topscorertitlen i Champions League. Dog kommer titlen som Champions League-vinder først på danskerens ønskeliste.

- Når man er offensivspiller og ligger ét mål efter på topscorerlisten, så er det klart, at det er noget, jeg man efter.

- Det er selvfølgelig selve Champions League-titlen, som er det vigtigste. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for at score mod Barcelona, uddyber hun.

Pernille Harder har et år tilbage af sin kontrakt i Wolfsburg. Hun har ikke endnu ikke meldt noget ud om fremtiden. (Foto: © pool, Scanpix)

Pernille Harder mangler ligeledes kun ét mål for at tangere den danske rekord for flest Champions League-mål på én sæson. Kun én dansker har lavet flere Champions League-mål i en sæson, nemlig Søren Lerby.

I 1979/80-sæsonen scorede Søren Lerby ti mål for Ajax.

- Jeg går efter at blive topscorer i Champions League i år, jeg forsøger selvfølgelig også at slå Lerbys rekord, sagde Pernille Harder til DR Sporten i weekenden.

Om det lykkes Pernille Harder at klatre op ad topscorerlisten finder vi ud af i aften, når Wolfsburg møder Barcelona i semifinalen med kampstart klokken 20.00.

I den anden semifinale onsdag mødes Lyon og Paris Saint-Germain – sidstnævnte har Nadia Nadim og Signe Bruun i truppen.