Onsdag aften blev drømmen til virkelighed for FC København.
De hvidblusede fodboldspillere slog tyrkiske Trabzonspor i kampen om en billet til klubfodboldens fineste selskab, Champions League.
Derfor kan det danske mesterhold nu se frem til at løbe ind på en række af Europas største fodboldarenaer og stå ansigt til ansigt med nogle af de mest prominente profiler. For i årets Champions League skal FC København møde Manchester City, Sevilla og Dortmund.
Det står klart efter torsdagens lodtrækning, der blev afholdt i Istanbul.
Det var forventeligt, at FCK kunne se frem til store oplevelser og et par, på papiret, hårde modstandere, da FC København var placeret i det nederste af fire seedningslag.
Rul ned i bunden af artiklen for at få et overblik over alle grupperne.
FCK møder ’noget af det ypperste’
Andreas Kraul, DR Sportens fodboldkommentator, gav umiddelbart efter lodtrækningen sin mening om FC Københavns gruppe, der styrkemæssigt er en ’mellemvare’.
- Der var et par puljer, der var meget værre og et par puljer, der var en del bedre, end den de er havnet i, siger Andreas Kraul.
Med det sagt, så får FC København det ualmindeligt svært, vurderer DR’s kommentator.
- De har fået Manchester City, som er en af topfavoritterne, hvis ikke favoritten, til at vinde turneringen. Det er noget af det ypperste i øjeblikket, siger Andreas Kraul.
- FC København får smagt på, hvordan det er at være i Champions League med de allerbedste.
Københavnernes bedste muligheder for point er i de tre hjemmekampe i Parken, som tidligere har lagt græs til klubbens gode præstationer i europæisk fodbold.
- Og med den rigtige form for FC København, kan det være, at der kommer nogle resultater. Men det er nok på hjemmebane, at pointene skal komme, siger Andreas Kraul.
Stor økonomisk gevinst
Ud over begejstringen ved at skulle møde nogle af Europas bedste fodboldspillere, kan FC København også gnide sig i hænderne over den pose penge, klubben får for deltagelsen i turneringen.
Den danske mester i fodbold får tildelt omtrent 116 millioner kroner for deltagelse, mens man også kan se frem til en såkaldt koefficientbonus og øgede tv-indtægter. Og så er der også lige resultatbonussen, man får for sejre og uafgjorte kampe i gruppespillet.
Alt i alt er det en markant pengeindsprøjtning, FC København kan se frem til, fortæller sportsøkonom hos revisionsfirmat Deloitte, Jesper Jørgensen.
- Der spilles om i alt tre milliarder euro (22,3 milliarder danske kroner, red.) i Champions League. Det svarer til 10 procent af omsætningen i klubberne i de europæiske ligaer. Og det tilfalder jo så 32 klubber og ikke dem alle sammen, siger han.
- Så selvom man hedder FC Barcelona, Real Madrid, Manchester City eller FC København, er det nogle ekstremt vigtige indtægter.
Selskabet bag FC København forventer da også et markant større overskud for 2022, efter kvalifikationen til Champions League blev opnået onsdag aften. Faktisk er halvårsregnskabet opjusteret med et trecifret millionbeløb, og det kan du læse mere om her.
Gruppespillet i Champions League starter den 6. september og kan følges på Viaplays kanaler.
