Kontroversiel kontrakt tvinger verdensstjerne på bænken

Antoine Griezmann spiller kun 30 minutter hver kamp, fordi klubberne FC Barcelona og Atletico Madrid er uenige om klausul i profilens lejeaftale.

I sidste uge scorede Antoine Griezmann (th.) 11 minutter inde i overtiden det afgørende mål, da Atletico Madrid vandt 2-1 over FC Porto i Champions League. (Foto: © JUAN MEDINA, Ritzau Scanpix)

Det er som oftest en god idé at læse det med småt, og alt imens jurister i henholdsvis FC Barcelona og Atletico Madrid, to spanske fodboldgiganter, diskuterer semantik og kontraktuelle forhold, kæmper fans og tilskuere med at lægge ansigterne i de rette folder.

I madrilenernes seks første kampe i indeværende sæson er det nemlig blevet et fast indslag, at verdensstjernen Antoine Griezmann, franskmand med et kælent venstreben, efter godt en times spil bliver skiftet ind.

62, 62, 64, 63, 61 og 63 minutter, for at være helt præcis.

Det skyldes, at Griezmann for nuværende opholder sig i Atletico Madrid på en lejeaftale fra netop FC Barcelona, hvori der er sat en grænse for mængden af spilletid.

Overskrider han den, er Atletico Madrid forpligtet til at indløse frikøbsklausulen på 40 millioner euro.

Der er dog ikke enighed om, hvor grænsen går.

Det forklarer journalist og forfatter Nicolai Lisberg, der er bosat i Spanien og har skrevet bogen Barcelonismo om fodboldklubben FC Barcelona.

- Aftalen løber to sæsoner (udløber efter denne, red.), men Barcelona mener, at hvis Griezmann spillede mere end halvdelen af minutterne i de kampe, han var tilgængelig, i sidste sæson, indløses klausulen, siger Nicolai Lisberg.

- Atletico mener omvendt, at franskmanden skal spille over halvdelen af tiden fordelt over de to sæsoner, han er udlejet, siger Nicolai Lisberg.

I sin første sæson spillede Antoine Griezmann cirka 81 procent af minutterne, og derfor forsøger Atletico Madrid lige nu at presse procentdelen af minutter ned.

Barcelonas modsvar har i første omgang været at true med bål, brand og retssager. Samtidig har Atletico, med næsten komisk præcision, fortsat indskiftningerne af Antoine Griezmann.

- Når man ser deres kampe, sidder man nærmest og venter på 63. minut, fordi så kommer Griezmann ind. Det var sjovt og påfaldende i de første kampe, men nu er det blevet en stående joke, siger Nicolai Lisberg.

- Det virker tåbeligt, barnligt og småligt, men det er måske bare spansk fodbold i en nøddeskal.

Sent i aftes kunne det franske medie L'Equipe imidlertid berette, at de to klubber p.t. nærmer sig hinanden og håber at kunne lande en løsning om den offensive stjernespiller.

Hårdt presset økonomi

Griezmann selv har været forbavsende stille og ladet fødderne tale, begrænset spilletid eller ej, ligesom Atletico Madrids præsident, Enrique Cerezo, har afholdt sig fra at kommentere direkte på situationen.

- Jeg involverer mig aldrig i diskussioner om startopstillinger og lignende problemstillinger, har Enrique Cerezo sagt i et interview med spanske AS.

Klubbens karismatiske cheftræner, Diego Pablo Simeone, har ligeledes været meget kryptisk. Han er 'en klubmand', lød det tidligere på måneden og hintede, at han blot parerer ordrer.

Tovtrækkeriet handler til syvende og sidst om om kroner og ører, forklarer Nicolai Lisberg.

- Hvis klubberne ikke enten lander en aftale, eller Atletico betaler friløbsklausulen, skal Griezmann tilbage til Barcelona. Hans kontrakt løber yderligere en sæson, og problemet er, at den lønmæssigt er inddelt i trappetrin, siger Lisberg.

Det betyder, at franskmanden står til at indkassere en klækkelig hyre, hvis han vender retur til Barcelona, og det har de økonomisk trængte catalanere ikke råd til at betale.

- Det (at betale Griezmanns løn, red.) vil Barcelona undgå for enhver pris, så hvis de kan få 40 millioner euro, de mener at have ret til, er det den ideelle situation, fordi han alligevel ikke har en fremtid på deres hold, siger Nicolai Lisberg.

I aften spiller både Atletico Madrid og FC Barcelona i Champions League. Førstnævnte møder Bayer Leverkusen på udebane, og hvis det fortsætter som hidtil, kan du godt sætte æggeuret til 60 minutter og kigge mod indskiftningsområdet.