Udgangspunktet var det samme, modstanderen var den samme, omgivelserne var de samme. Aftenens opgør i Champions League-kvalifikationen mellem APOEL og FC København har noget historie bag sig.
For syv år siden satte det cypriotiske hold nemlig en stopper for danskerne Champions League-deltagelse, da de vandt 3-1 i returopgøret efter en FCK-sejr på 1-0 på hjemmebane. William Kvist var med den gang, og han husker det.
- Maven vender sig lige en ekstra gang. Det må vi bare erkende. På den gode måde og lidt på den dårlige måde, siger William Kvist til DR Sporten.
- På den gode måde i forhold til, at der er mulighed for at give lidt payback. På den dårlige måde, fordi sidste gang jeg var i den lufthavn var en af de værste hjemture, jeg nogensinde har haft efter en kamp. Så på den måde er det her et sted, jeg husker, forklarer han.
Intens stemning
GSP Stadium i Nicosia er ikke kendt for at være det nemmeste sted at spille, og midtbaneveteranen husker da også tydeligt, hvilken oplevelse det var sidste gang.
- Der var en enorm intens stemning på det stadion, som gjorde, at der desværre kom for meget gros i maskineriet for vores vedkommende. Vi blev lidt for meget slået ud af den. Det regner jeg med, at vi er noget mere klar over her, siger William Kvist.
Det danske hold vandt 1-0 i den første kamp, og derfor kan det også hurtigt se rigtig godt ud, hvis de bare får scoret et enkelt mål. Det gør også, at William Kvist er optimistisk.
- Hvis vi rammer vores topniveau, så tror jeg også på, at vi scorer, og så tror jeg ikke på, at de scorer tre mål. Med de forudsætninger tror jeg, at vi har en god mulighed. Vi spiller godt offensivt i øjeblikket. Hvis vi kommer herned med en føring og ikke kan slå APOEL, så skal vi heller ikke spille Champions League. Så er den ikke længere, siger han.
Kampen starter klokken 20.45, og du kan høre kampen i LIGA på P3.